ØSTERBØLLE: Det rød/hvide Dannebrog vajede i vinden, og stemningen var i top ved Østerbølle Beboerforenings sommerfest i lørdags. Vejret kunne have været bedre, men som een af arrangørerne, Johan Fruergaard sagde:
– Vejret er vi jo ikke herre over…
Og det blev alligevel en god sommerfest, hvor deltagerne hyggede sig, fik en masse snak – og noget godt at spise mellem de forskellige aktiviteter, der samlede både børn og voksne fra lokalområdet.
Traditionen tro blev sommerfesten holdt i og omkring Østerbølle Klubhus ved Fladhøjvej. I år ikke kun som fest, men også med et træf for ejere af classic biler, knallerter, traktoer og motorcykler – og det blev en stor succes.
Om formiddagen myldrede det til med køretøjer, så der var noget at se på og tale om for både børn og voksne.
Der deltog omkring 35 køretøjer, som i dagens anledning var ekstra pudset og poleret. En skinnende ældre Volvo blev kåret som sommerfestens pæneste bil. Det samme med en Kreidler knallert fra 1960erne og en rød IH International traktor af nogenlunde samme årgang, der er så flot, at man kunne tro den lige er kommet fra fabrikken. Biler, knallerter og traktorer kaldte minder frem.
En deltagerne kom fra Klarup ved Aalborg på sin Ford traktor med en specialbygget kasse på liften, som han kan overnatte i.
Der var travlhed i serveringsteltet fra midt formiddag, da grillen blev tændt. Om eftermiddagen var der kagekonkurrence. Her blev Hanne Søgaard Ebdrup præmieret for sit bagværk.
Da køretøjerne havde forladt stadion blev det tid til en gudstjeneste i teltet, og bagefter var der arrangeret fællesspisning med god mad fra Den Lille Slagter til de 31 voksne deltagere.




