Foreningen har nu 316 medlemmer – og mange ideer
AALESTRUP: Den selvejende forening Den Jydske Rosenpark i Aalestrup er ved at få gang i hjulene. Foreningen, der blev stiftet i 2025 er nu ejer af pavillonen og andre bygninger i parken, på campingpladsen og i bevægelsesparken. Siden er flere af bygningerne renoveret – og det går godt med udlejningen. Foreningen kom ud af 2025 med et driftoverskud på 106.379 kr.
Det oplyste næstformanden i bestyrelsen, Per Bisgaard, Aalestrup, ved generalforsamlingen, hvor han aflagde bestyrelsens beretning i stedet for formanden, Anders Farcinsen, Aalestrup, der har ønsket at trække sig på grund af sygdom.
– Samtidig med overtagelsen fulgte godt 1,5 mio. kr. til renovering af bygningerne, primært pavillonen. Nu mangler kun en driftaftale, men den forventer vi at underskrive umiddelbart efter sommerferien, sagde Per Bisgaard.
Bestyrelsen havde udarbejdet en liste over de renoveringer, som man gerne ville have udført inden overtagelsen og udgifterne hertil overskred det bevilgede beløb på 1,5 mio. kr. Derfor ansøgte vi i samarbejde med kommunen Nordea-fonden om et beløb på knap en mio. kr. til yderligere forbedringer og nye tiltag i såvel pavillonen, som på det kommunalt ejede areal med campingplads, park m.m. Desværre fik vi afslag på ansøgningen og måtte igang med en hård prioritering. Det resulterede i meget frivilligt arbejde og en stor indsats, ikke mindst af “De Grønne” i Aalestrup, fortsatte næstformanden.
Synligt stråtag
Mest synligt er det nye stråtag som er lagt på pavillonen, ishuset og et par af madpakkehusene. Velfærdsbygningen på campingpladsen har også fået nyt tag, ikke af strå, men af tagpap.
Tagdækningen blev billigere end forventet, og så blev der penge til renoveringer i pavillonen. Køkkenet har fået en up-date med nye skabe, flytning af opvaskemaskine, lyddæmpning mellem køkken og sal, ny gulvbelægning og maling.
Selve pavillonen og toiletterne er også blevet malet, og bestyrelsen forventer at gulvet skal afhøvles og olieres.
Ishuset ved indgangen står også foran en renovering.
“De Grønne” har været behjælpelige med renovering af nedslidte rækværk og har bl. a. malet indgangspartiet. Bestyrelsen har haft flere ønsker om forandringer i parkområdet, herunder beskæring, men kommunen har været meget restriktiv med hensyn til klipning. Indtil videre er det kun træhegnene om campingpladsen, der har fået en tur.
– Men vi håber og forventer, at der også kan ske forandringer inde i parken, sagde Per Bisgaard.
Den største del af foreningens indtægter kommer fra udlejning af pavillonen, og her er sommersæsonen meget vigtig for omsætningen. Skal man holde fest i weekenden i sommermånederne, bør man være tidligt ude.
Prissætningen af lejen er et emne som har været drøftet i bestyrelsen. Lejen er sat op og rengøring er nu includeret. Nu drøftes om der kan tilbydes medlemmer af foreningen en form for rabat når de lejer pavillonen.
Af vedtægtens formålsparagraf fremgår, at foreningen kan skabe rammer for at drifte et aktivietshus med møder, koncerter, udstillinger og andre kulturelle aktiviteter, men også udlejning til private fester m.m. Der har været Sct. Hans-aften, musikaften og sang og musik på friluftsscenen med fem voksenkor og Aalestrup Skoles Børnekor.
316 medlemmer
I efteråret var bestyrelsen på gaden for at tiltrække nye medlemmer. Man gik fra hus til hus, men lavede også en virtuel medlemstegning – og 316 har meldt sig ind og medvirker med deres kontingent til at dække nogle af basisudgifterne.
Per Bisgaard oplyste, at bestyrelsen har flere ideer og ønsker til at udvikle pavillon, campingplads, park og bevægelsesområde. Her spiller fondssøgning en stor rolle.
– Vi påtænker at holde et møde, hvor vi indbyder specialister fra erhvervslivet, fondsbestyrelser og kommunen for at høre om mulighederne for at finansiere en eventuel udvidelse. Blomsterne i parken er jo et trækplaster i sig selv, og bevægelsesparken trækker rigtig mange børnefamilier, men måske kan der findes nye attraktioner som kan supplere de eksisterende og passe ind, sagde Per Bisgaard.
Regnskabet blev gennemgået af kassereren jens Kvorning. Det viser indtægter på 348.867 kr. mod 250.202 kr. året før. Egenkapitalen er steget til 313.889 kr. fra 207.510 kr.


