Søren Beukel Bak
I Hvolris kan børn og voksne opleve jernalderen på egen krop
BJERREGRAV: Man kunne grave her i 100 år og stadig finde ting i jorden.
Citatet stammer fra Peter Seeberg, gennem mere end 30 år navnkundig museumsinspektør i Viborg. Han tog del i de udgravninger, der gennem 1960erne afdækkede jernalderlandsbyen Hvolris øst for Bjerregrav.
I dag rummer de 18 hektar både rekonstruerede jernalderhuse, udstilling, café, mødelokaler, skulpturpark – og ikke mindst en formidabel udsigt fra de bakketoppe, hvor landsbyen lå i sin tid.
En tid, der var lang:
– Der er fundet spor fra både sten-, bronze- og jernalder, forklarer Hanne Sørensen, daglig leder af Hvolris Jernalder, som stedet formelt hedder. Hun er også naturvejleder.
Netop bakketoppene er formentlig forklaring på landsbyens placering. Her er udsigt over dalen, hvor Skals Å løber med et gammelt vadested, her er en kilde, der sørger for frisk vand og dertil en lergrav. Stedet gav mening allerede i stenalderen, og det forblev bebygget frem til et par hundrede år efter Kristi fødsel, lyder vurderingen.
Det var faktisk også beboet i 1960erne, for da boede Peter Seebergs medhjælper og ven, Anders, i et lille hus på stedet. I dag rummer det en beskeden udstilling.
Den store museumsbygning stod færdig i år 2000, og blev indviet med stil af Dronning Margrethe, der selv er meget interesseret i arkæologi.
Den ene del af bygningen udgøres af et gammelt trælager fra Viborg, den anden del af mere moderne byggeri.
Elever skal opleve
På en hverdag om foråret myldrer det ikke ind med gæster – sommerferien er højsæson. Men gennem store dele af året kommer skoleklasser på besøg, ”vi lever især af skoleklasser”, som Hanne Sørensen formulerer det.
Eleverne kommer ikke på besøg for at sidde på en stol og høre om jernalderen. I stedet bliver de sendt et par tusinde år tilbage gennem tiden:
– Her skal børnene ikke læse om jernalderen, de skal opleve den. De får jernaldertøj på, og så sender vi dem på en tidsrejse i fire-fem timer. Når de går gennem porten til området med jernalderhuse, så er de i jernalderen, forklarer Hanne Sørensen.
Det betyder blandt andet, at mobiltelefoner skal efterlades; kun lærerne får lov at bringe dem med, så de kan tage billeder fra jernalderen.
I fire uger hver sommer, i år med start 11. juli, bliver den gamle landsby levende. Familier rykker ind og bor som i jernalderen, nogle har gjort det i mere end 10 år. De tre huse kan rumme 20-25 personer ad gangen, og det er såvel billig som primitiv sommerferie: Deltagerne betaler blot for maden. Til gengæld må de så leve med mange nysgerrige gæster.
Det er dog ikke mere primitivt, end at stedet også rummer et lille, diskret placeret hus med toilet, køkken og bad.
I efteråret byder Hvolris Jernalder til oldtidsmarked midt i september. Det samler som regel omkring 120 aktive deltagere fra især jernalder og vikingetiden.
Blandt deltagerne plejer at være en romersk gruppe; ganske vist nåede romerne næppe op i Jylland, men Romerriget blev mægtigt, da vi stadig levede i jernalderen.
Rigtige venner
Mange af aktiviteterne koster penge, og budgettet er beskedent for museet, der hører under Viborg Museum.
Det hjælper en meget aktiv venneforening med at rette op på. Foreningen har betydeligt held med at søge diverse fonde – senest har fondspenge betalt den jernalderfamilie af egetræ, der byder besøgende velkommen. Den er skabt af kunstneren Erling Møller Ravnsborg fra Vinderup.
Venneforeningen Hvolris Venner bidrager også med praktisk arbejde, rigtig meget endda. Ikke mindst formanden Theo van der Waal.
Som pensioneret soldat har han blandt andet kastet sig over lægning af sten. Det begyndte med en enkelt trappe med en håndfuld trin, men har grebet om sig, fortæller han:
– Jeg kender alle stenbunker mellem Ørum, hvor jeg bor, og Hvolris. Landmændene vil gerne af med stenene, og jeg leder især efter sten, der er flade på den ene side.
Et af de tre jernalderhuse brændte for nogle år siden efter lynnedslag, men er nu genopbygget. Stengulvet har Theo van der Waal lagt, inklusive den korrekte hældning i stalddelen, så dyrenes tis løber ud. Også bålpladsen er blandt hans mange aftryk.
Den nye, gamle bygning er dog ikke helt blevet, som Hanne Sørensen og Theo van der Waal kunne ønske sig:
– Vi må ikke bruge trædyvler, som man jo gjorde dengang. I stedet skal vi bruge metalskruer, for der findes ikke noget program, der kan regne på dyvler, og derfor kan huset ikke godkendes med dem, forklarer Hanne Sørensen med en let hovedrysten.
Venneforeningen står også bag en række kurser, der typisk foregår hver anden lørdag, hvor man kan ”gå til jernalder”. Det kan være smedearbejde, garvning, keramik – i det hele taget gamle håndværk. Hvert fag ledes af en oldermand, der så plads i vennernes bestyrelse.
Andre grupper sørger for at fodre dyrene – får og geder – i weekenden eller arrangerer ”Ild i Natten”, der falder i slutningen af august tæt ved fuldmåne.
Aktiviteterne er mange, men de arkæologiske udgravninger er sat i langvarigt bero. På den måde er minderne under jorden beskyttet til senere tider.
Det har ingen dog fortalt muldvarpene. Som de eneste graver de lystigt i området, og jævnligt kommer potteskår frem. Der dukker så mange op, at gæsterne gerne må tage dem med sig, hvis de energiske dyr har skubbet dem op over overfladen.
Hvolris Jernalder arbejder sammen med flere nærliggende attraktioner, blandt andet Verdenskortet i Klejtrup og Nordisk Dyrepark i Hvornum, så årskort/billetter til det ene sted giver rabat de andre.
