AALESTRUP: I mange år blev der holdt julemesse i Aalestrup Idrætscenter. Den blev aflyst i sidste øjeblik i 2020 på grund af Covid-19, og gode råd var dyre, for hvordan skulle man nu få sat gang i julen i byen.
Julemesseudvalget fandt, sammen med bestyrelsen i Aalestrup Handel & Erhverv, ud af i stedet at lave en fest på torvet med underholdning og musik og selvfølgelig med juletræstænding og tale som sædvanlig.
Det blev en rigtig god erstatning, og i årene derefter blev det bestemt, at det også fremover vil være den måde, man i Aalestrup skulle indlede juletiden.
I lørdags var der travhed med at få julebelysningen og det flotte lysnet hængt op, og det store flotte juletræ blev hejst og tjekket at lysene virkede, så det hele står klar til at blive tændt søndag eftermiddag.
Det er medlemmer af Lions Club, der klarer det store arbejde med forberede og opsætte guirlanderne og ikke mindst at få det hele til at fungere. Lions Club får stor hjælp fra lokale firmaer, tømrermestrene Torben Halkjær og Kim B. Jørgensen, som stiller de store lifter til rådighed, så man kan komme op i højden.

Garde på besøg
Inden det store juletræ, lysnet og guirlanderne i byens gade bliver tændt, vil der være mange forskellige aktiviteter på torvet.
Flere firmaer og forretninger har meldt deres ankomst og vil stille med forskellige boder med gode ting til salg.
– I år får vi besøg af Kimbrergarden fra Aars, som vil gå gennem byen med festlig julemusik og efterfølgende vil spille på torvet, indtil Julemanden ankommer i en stor brandbil, fortæller formand for Aalestrup Handel & Erhverv, Karl W. Carlsen.
Brandbilen vil blive stående ved torvet, så børnene har mulighed for at se sådan en brandbil nærmere på.
Også i år vil Galleri Aalestrup sælge det berømte lotteri, hvor man kan vinde kunstting, som er blevet doneret at de mange kunstnere, som udstiller i galleriet.
Der er også mulighed for at få lidt at spise og drikke. Galleri Aalestrup byder på varm gløgg og æbleskiver, og i Knaberparrets bod vil det være muligt at købe varm kakao og varme pølser.
Juletalen i år vil blive holdt af formanden for Aalestrup Seniorer, Ingelise Nielsen. Det vil ske umiddelbart inden julelysene bliver tændt og stråle ud over torvet og byen.
Dagen slutter med en god og kærkommen tradition, særligt hos de mindste, når julemanden dukker op med slikposer til de mindste børn – så er der jul i Aalestrup!


