Pavillonen i rosenparken har fået stråtaget fornyet
AALESTRUP: Nogle julegaver kan ses allerede før juleaften.
Sådan en gave er snart klar på Rosenparkens Pavillon i Aalestrup. Et helt nyt stråtag bliver færdigt før jul. Vejret har artet sig vel, så tækkemændene kan afslutte arbejdet i tide, inden julen tager over.
Ikke nok med, at selve stråtaget bliver skiftet. Såvel sålbænkene ved de rundbuevinduer, der er på hver side af bygningen, som mønningen på toppen bliver lavet i kobber.
Dertil kommer, at bygningen bliver malet indvendigt næsten i kip. Og pengene rækker:
– Jeg har ikke hørt andet, end at budgettet holder, siger Per Bisgaard, der er næstformand i bestyrelsen.
Arbejdet bliver betalt af Vesthimmerlands Kommune, inden Rosenparken bliver en selvejende institution; det træder i kraft fra nytår.
En institution med flere end 200 medlemmer – og plads til endnu flere. Bestyrelsen har stemt dørklokker i Aalestrup og har i det hele taget forsøgt at sprede budskabet om at bakke op om Den Jydske Rosenpark, som det formelle navn er.
– Vi har endnu ikke været ved alle husstande, men vi følger op i det nye år, fortæller Per Bisgaard.
Han er som den eneste af bestyrelsens medlemmer udpeget af byrådet i Vesthimmerlands Kommune – en post, han netop er genudpeget til efter kommunalvalget i november. De øvrige seks medlemmer er valgt på generalforsamlingen.
Den stråtækte pavillon er populær til ikke mindst bryllupper, men også runde fødselsdage, guldbryllupper og andre familiefester. Faktisk er den lejet ud stort set hver weekend fra slutningen af maj til slutningen af september.
Bestyrelsen står normalt også bag en række arrangementer. I løbet af januar inviteres borgerne til en lille markering af dels overgangen til selveje, dels det nye tag.
– Vi plejer også at holde sankthansaften og en koncert med kor fra Vesthimmerland. Vi skal have lagt planerne i begyndelsen af det nye år, siger Per Bisgaard.


