Klejtrup kandidat ked af split med A

Fra venstre: Birgith Langballe, Birthe Harritz, Marianne Aaris Andersen og Mette Nielsen har nu fået deres pladser i Viborg Byråd for Velfærdsdemokraterne.

KLEJTRUP: Mette Nielsen er ikke længere medlem af Socialdemokratiet, men hun er fortsat første suppleant til Folketinget.
Politikeren fra Klejtrup sidder nu som gruppeformand for Velfærdsdemokraterne, der med sine fire medlemmer er større end deres tidligere parti.
De indtrådte officielt i Byrådets arbejde på mødet i sidste uge.

-Mødet gik godt. Det var selvfølgelig specielt at skulle have nye pladser i salen, men vi er placeret godt mellem de konservative og Enhedslisten. Vi har jo ikke ændret os som mennesker og er blevet valgt på den socialdemokratiske liste, og det vil vi respektere, siger Mette Nielsen.

Foruden hende består gruppen af Birgith Langballe fra Stoholm, Birthe Harritz fra Ørum og Marianne Aaris Andersen fra Viborg.
De fires udtræden af deres tidligere parti er langt fra enestående efter generalforsamlingen 6. juni.
Tre af syv bestyrelsesformænd i de lokale partiforeninger, hele bestyrelsen i Møldrup – som beskrevet i Vesthimmerlands Avis – og andre bestyrelsesmedlemmer har nedlagt deres hverv efter generalforsamlingen, hvor Socialdemokratiet i Viborg Kommune nærmest blev splittet i to.

-Jeg er bekendt med adskillige, som har meldt sig ud efter generalforsamlingen. Det er måske 20-30 stykker, men det kan jeg kun gætte på ud fra det, jeg har hørt. Det er jeg selvfølgelig ked af, for mit sigte har aldrig været at skade Socialdemokratiet. Samtidig skal der ikke være tvivl om, at jeg er overvældet over den positive opbakning vi har fået, og jeg er glad for, der har været henvendelser udover os fire, som gerne vil stille op til næste valg for Velfærdsdemokraterne, siger Mette Nielsen.

Søgte hjælp fra partisekretær
Hun havde gerne undgået bruddet med sit tidligere parti.
Et brud som har været længe undervejs, og som hun har forsøgt at få hjælp fra partiet til at undgå.

-I marts gjorde jeg partisekretæren opmærksom på de udfordringer, jeg så lokalt, efter et morgenmøde i Aalborg. I begyndelsen af maj søgte vi fire hjælp hor partisekretæren igen og sendte nogle af vores personlige oplevelser omkring det lokale arbejdsmiljø i Viborg på mail. Det lykkedes desværre ikke at få hjælp til problematikkerne inden generalforsamlingen. Jeg havde jo stillet mig til rådighed og var blevet valgt som kandidat i Møldrup, men valget blev ikke accepteret på generalforsamlingen. Derefter så jeg ikke anden vej end at melde mig ud af partiet. Mine politiske holdninger og mig som person har jo ikke ændret sig, og vi vil arbejde for det samme, som vi er blevet valgt til. Det er ualmindeligt ærgerligt for Socialdemokratiet generelt og især for de vælgere i Viborg Kommune, som havde givet partiet otte mandater, at der nu kun er tre af dem tilbage i byrådet. Det håber jeg giver stof til eftertanke, siger Mette Nielsen.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!