AALESTRUP: I denne og næste uge viser Bio Aalestrup den nye danske film ”Mørkeland”.
Torsdag aften, i sidste uge, var der en festlig premiere på filmen.
Bio Aalestrup, Aalestrup Bibliotek og Foreningen Norden havde i samarbejde, som flere gange tidligere, inviteret til premiere.
Formanden for Foreningen Norden, Kirsten Bollerup, bød velkommen og der blev serveret et glas vin i foyeren inden filmen blev vist.
Inde i salen var det bibliotekar Marie Blankenberg Schmidt, der fortalte om bogen, og om filmen.
Som en overraskelse til publikum havde Marie Blankenberg Schmidt interviewet sin bror hjemme i haven.
– Det viste sig at, Marie Blankenberg Schmidts bror er filmens instruktør, Mikkel Serup, som hermed sendte en helt speciel hilsen til filmens premieregæster i Bio Aalestrup.
Mikkel Serup fortalte om filmen og om opgaven med at instruere skuespillerne, der 20 år tidligere havde haft en rolle i forgængeren ”Kongekabale”.
Han glædede sig til, at han på aftenen skulle overvære premieren i København, sammen med sine kolleger omkring filmen. Og ikke mindst var han spændt på, hvordan anmeldelserne ville blive efterfølgende.
Efter filmen, var der i foyeren, mulighed for et glas vin mere og en snak om filmen.