Høstdag som i gamle dage i Vesterbølle

Vejret holdt nogenlunde tørt, da gæsterne og de frivillige gik i marken for at få høsten i hus.

VESTERBØLLE: I weekenden var omkring 600 på besøg i Vesterbølle til arrangementet “Levende Landsby”, som kan lade sig gøre takket være frivillige i foreningerne Levende Landsbykultur i Vesthimmerland og Vesterbølle Sogns Beboerforening.
To dage med hestevognskuske, vaskekoner, skærslipper, landpost og mange andre på Tolshøj og Vejgrenen i landsbyen, hvor der ved hver bygning står skilte med deres historie, og hvor historien bliver fortalt ved hjælp af udklædninger og udstillinger af alt fra ting i den gamle købmandsforretning, hestevogne og seletøj, og høsten i marken.
Igen var det borgmester Per Bach Laursen, som med lue på hovedet og le i hånden åbnede høstdagen på Hougaarden, og gik med i marken.

-Hvilken oplevelse det endnu engang har været. Tak fordi jeg måtte lege med og skrue tiden tilbage til 1600-tallet for en stund, sagde Per Bach Laursen.
Nogle mente, at luen klædte ham så godt, at den burde blive en del af borgmesteruniformen sammen med kæden.


Knokkelarbejde
En af de frivillige er formanden for Levende Landsbykultur i Vesthimmerland, Per Andersen, Mejlby. Han blev født lige udenfor Aalestrup på en gård, og fik allerede som otte-årig “lov” til at hjælpe i marken.
Han kom tilfældigt med for 15 år siden, da en fætter spurgte, om ikke han lige kunne hjælpe med at høste med le.

-Så har jeg hængt ved, og min hustru Gudrun er her som vaskekone. Vi har et fantastisk kammeratskab og en lidt speciel jargon, fordi vi kender hinanden så godt. Når en har snakket lidt længe, kan der godt blive sagt: “Hold nu lige kæft og sæt dig”, fortæller Per Andersen med et grin i den lade, som blev renoveret sidste år, og hvor der nu står fem-seks hestevogne, som ikke skulle bruges i weekenden.


Det er ikke så meget dem, men i stedet landbrugsmaskinerne han kan fortælle mest om – og så arbejdet på en gård i 1950erne og 60erne, da han var ung.

-Det var jo en helt anden tid. For eksempel at grave tørv, det er der ikke mange, som kender til i dag. Det var knokkelarbejde. Det er meget bedre i dag, men der er også ting som ikke er bedre. Man har så mange skærme i dag, og der var mere fællesskab dengang. Man kendte naboerne, og man hjalp hinanden med at få høsten i hus. Men det er ikke sådan, at jeg vil skrue tiden tilbage, siger Per Andersen.
Og så alligevel, for den ene gang om året bliver tiden skruet tilbage i Vesterbølle.

Richs der drik’s
Som i marken hvor ridefogeden på sin hest er over karlene med en pisk, hvis ikke der bliver arbejdet hårdt nok, og hvor deres koner var med i marken for at samle korn og binde det i neg.
Også hvis de var højgravide, som lørdag eftermiddag, hvor jordemoderen ikke ankom hurtigt nok i hestevogn, og konen måtte føde i høet i marken. Alt gik godt og den lille nyfødte kom til verden med sokker på.
Altsammen naturligvis som en del at det skuespil, som Levende Landsby også er, der giver gæsterne en så ægte kulturhistorisk oplevelse, som det nu er muligt her i 2025.
Noget helt ægte er kaffeerstatningen Richs, der blev serveret af vaskekonen Gudrun, som sammen med Per trækker lidt på smilebåndet, da journalisten rynker lidt på næsen.
Mens hun serverede Richs og solgte tombolabilletter, følger hun vaskepigens arbejde lige ved siden af.
Det er 17-årige Lene Buus Jensen fra Suldrup, der får besøg af landpostbuddet på sin cykel – hendes 16-årige lillebror Esben Buus Jensen.
De har hørt meget om gamle dage fra deres oldemor, som i november døde i en alder af 96 år.

-Det var altid spændende at høre hende fortælle om sit liv, og det er sjovt at være med her og se og opleve noget af det, hun fortalte om, siger Lene Buus Jensen.

Tilfredse efter travle dage
Efter to dage med Levende Landsby i Vesterbølle, hvor vejret artede sig nogenlunde, og høsten kom mere eller mindre tørt i laden, gør Hanne Kudahl, som er endnu en af ildsjælene i Levende Landsbykultur i Vesthimmerland, status.

-Det gik rigtig godt med de ca. 600 gæster, og vi er tilfredse efter to travle dage. Folk var også tilfredse, og de sagde, de synes, vi gør det godt, siger hun.


Levende Landsby er foreningens vigtigste indtægtskilde, så den kan holde de gamle bevarings- og museumsværdige ting ved lige.
Så er der julemarkedet og så et nyt besøgscenter på Hougaarden, som blev købt, renoveret og åbnet sidste år.

-Vi er så småt ved at starte vores besøgscenter op, og får besøg af en gruppe i næste uge. Vi gør det hele for at holde traditionerne i hævd. Det er spændende at være med, fordi der kommer mange folk for at se kulturhistorien, som vi kan fortælle den her i Vesterbølle, siger Hanne Kudahl.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!