Høstdag på Hessel søndag

Borgmester, minister og formand arbejder side om side i marken. (Arkivfoto)

HVALPSUND: Dagen bliver fuld af aktiviteter og oplevelser for publikum, når Herregårdsmuseet Hessel ved Hvalpsund inviterer til høstdag på søndag, 13. august.
Traditionen tro bliver dagen indledt med er velkomsttale af en prominent person. I år det digitaliserings – og ligestillingsminister Marie Bjerre, der sammen med formanden for Hessels bestyrelse, Holger Jessen, Ullits, vil byde publikum velkommen.
Derefter går det slag i slag med aktiviteter både i stuerne, køkkenet, laden, værkstederne og på markerne.
Om formiddagen spilles folkemusik på gårdspladsen. Traditionel folkedans kan opleves på plænen bag cafeen. Her er der også mulighed for at smage brød bagt med forskellige kornsorter, og købe godt mel med hjem. I lunden står snapse- og øllauget og deler ud af smagsprøver. Rundt på herregården er der boder, hvor man kan købe hjemmelavede varer.
Traditionen på Hessel er, udover at høste med de gamle maskiner, at vise høstarbejde med le. Mange følger gerne scenariet når høstfolkene bliver inspiceret på gårdspladsen og derefter i samlet flok går til høstarbejdet på rugmarken nedenfor Hessel.
Efter arbejdet på marken går høstfolkene hjem, og igen i år vil en uregerlig karl blive afstraffet på træhesten på gårdspladsen, inden høstfesten med æbleskiver på gårdspladsen.


Årets tema 2023
I stuehuset har der været bryllup mellem forvalter Wilhelm Bruhn og herremandens datter, Kristine Elle. Brylluppet blev holdt 9. juli 1872.
I den forbindelse er der blevet indrettet et brudekammer, og brudesengen kommer oprindelig fra herregården Lundgård. Den nuværende ejer, Per Bach Laursen, vil sammen med sin hustru få fortællingen om brudesengen, som kan knyttes til Lundgård og slægten.
Der bliver også et brudeoptog, når gæsterne til brylluppet skal køres til kirke. I år er det et ungt brudepar, idet minister Marie Bjerre med sin mand, spiller rollen som brudeparret.
Hestevognsoptoget består af fem flotte hestevogne, som kører en tur gennem Hvalpsund, og efter besøg ved friplejehjemmet Hesselvang slutter ved Hessel.
På marken syd for herregården foregår høsten med selvbindere, traktorer og mejetærskere, som peger mere end 50 år tilbage i tid.
Det er også lykkedes at få et damptærskeværk til at vise, hvordan man tidligere tærskede korn. Maskinerne præsenteres af Torben Larsen, Morsø Traktormuseum.
Rundt på gården har forskellige laug gang i håndværk. Smeden, trædrejeren og rebslageren viser og hjælper børnene med selv at lave håndværk. I køkkenet er der smagsprøver på kransekage, som var det, der blev serveret til dessert ved brylluppet for mere end 150 år siden.


Vigtigste dag
Høstdagen er for Herregården Hessel årets vigtigste dag, idet høsten altid har været væsentlig for, hvordan man klarede sig gennem det næste år.
Museets frivillige er denne dag suppleret med ekstra hjælpere, så der overalt er aktivitet, underholdning og servering til gæsterne.
Der vil være masser af aktivitet for børn og voksne hele dagen. Overalt kan man opleve hvordan det hele ”fungerede” for omkring 100 år siden.
Herregården Hessel er en af de sidste firlængede, stråtækte herregårde i Danmark. Herregårdens historie går tilbage til middelalderen, og nævnes første gang ved et salg i 1391. Den ældste bygning er den store lade, en såkaldt højremslade, hvor egetømmeret stammer fra omkring 1650. I 1702 nedbrændte stuehus og stalde, men blev kort tid efter opført igen.
Hessels vigtigste indtægt var salg af stude og korn fra markerne. Dammen på gårdspladsen er en vandingsdam for studene, men også køer, heste og fjerkræ drak her. Brønd har der aldrig været på Hessel, så vand til husholdningen måtte hentes fra en kilde i nærheden.
I stuehuset ses de originale møbler fra slutningen af 1800-tallet, placeret som de stod i familien Elles tid. Herregården blev museum i 1966.
I dag rummer Hessel et autentisk gårdsmiljø fra sidst i 1800-tallet. Gennem sæsonen bliver gamle håndværk og traditioner genoplivet af de mange frivillige. Herregården byder velkommen til et liv på landet, som det var engang.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!