Getamas møbler bliver fynske

Den voldsomme brand raserede hovedparten af Getama.

Møblerne skal fremover fremstilles på Fyn

GEDSTED: Næsten et år efter den voldsomme brand, der i februar i fjor raserede møbelfabrikken Getama, ligger det nu fast, at fabrikken ikke genopstår i fuldt omfang.
Møbelproducenten Carl Hansen & Søn har nemlig oplyst i en pressemeddelelse, at firmaet har overtaget størstedelen af Getamas kollektion, herunder designs af Hans J. Wegner, Nanna Ditzel samt Friis & Moltke. De bliver integreret i Carl Hansen & Søns produktunivers.
Allerede i december kom det frem, at Getama ikke længere skal producere Mogens Koch Design på grund af branden. I stedet skal de Mogens Koch-designede møbler produceres ved Fredericia Furniture.
Getama forlader ikke Gedsted helt, idet produktionen af madrasser og polsterværkstedet bibeholdes i Gedsted.
Carl Hansen & Søn, der ligger i Gelsted på Fyn og har flere end 300 ansatte, er verdens største producent af møbler designet af Hans J. Wegner, og virksomheden producerer også værker af anerkendte designere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Ole Wanscher, Kaare Klint, Poul Kjærholm, Bodil Kjær og Tadao Ando.

– Vi er meget glade for at overtage Getamas kollektion, der udgør en betydningsfuld del af den danske designhistorie og omfatter vigtige værker fra 1950’erne og frem tegnet af mange af de helt store arkitekter. Alle disse designs komplementerer Carl Hansen & Søns kollektion perfekt og styrker vores position som designvirksomhed yderligere, siger Knud Erik Hansen, ejerleder og tredjegeneration i familievirksomheden, i pressemeddelelsen.

– Vi er i skrivende stund i fuld gang med at implementere Getamas produktportefølje i vores produktion i Gelsted på Fyn, og vi glæder os til at kunne præsentere de første produkter i løbet af 2025, tilføjer han.
Det gav genlyd i hele møbelindustrien, da Getama-fabrikken i februar brød i brand. Fabrikken mistede dermed sin produktionshal, hvor adskillige Wegner-stole er kommet til verden gennem årene.
Efter et længere opklaringsarbejde stod det klart, at branden skyldtes en overgang i de elektriske installationer.

Før branden havde Getama cirka 45 ansatte. Hvor mange, der fremover vil være beskæftiget med produktion af madrasser og polstring, er ikke oplyst.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!