Udstilling med bl. a. tre nye kunstnere åbner på lørdag
AALESTRUP: Det er nu 17 år siden, at lokale kunstnere fik den idé at leje forretningsejendommen på St. Torv i Aalestrup til kunstudstilling. Forretningen havde tidligere solgt dametøj, herretøj og sportsudstyr.
En bestyrelse blev nedsat, og dermed var Galleri Aalestrup en realitet.
Siden har de initiativrige personer været yderst aktive i byens liv, og tit er galleriet en del af de aktiviteter, som foregår på torvet, ofte i samarbejde med Aalestrup Handel & Erhverv. Galleriet holder altid åbent, når der foregår noget på torvet.
Der er, i de nu 17 år, blevet vist meget forskelligt kunst i lokalerne. Bestyrelsen har altid holdt fanen højt når det gælder niveauet. Mangfoldigheden har været stor, og detr har været udstillere fra hele landet.
Der er stor kreativitet inden for den kunst, der bliver udstillet, og selv om malerierne dominerer, så er der også mange andre spændende kunstværker at se, bl. a. keramik, glaskunst, håndarbejder og smykker. Hver mandag samles en gruppe kunstnere i galleriet, for at arbejde på deres kunst, inspirere hinanden og hygge sig.
Købte ejendommen
Et par år efter galleriets start i lejede lokaler, blev ejendommen udbudt til salg, og to af galleriets og byens meget aktive kunstnere, Anette og Poul Spanggaard købte bygningen. Dermed reddede de det populære galleri fra at skulle flytte – eller i værste fald lukke.
Bygningen er gennem årene blevet renoveret, så der er gode forhold til udstillerne og den efterhånden store flok, der er med i kunstnergruppen og som gerne vil gøre rigtig meget for kunsten i Aalestrup.
For nogle år siden blev det muligt at blive medlem i galleriet for et mindre årligt kontingent. Medlemmerne får nyhedsbreve, så man kan følge med i, hvad der sker, og der bliver ofte lavet arrangementer for medlemmerne.
Udover, at der hele tiden er spændende ting udstillet i lokalerne, er bestyrelsen altid klar med forskellige aktiviteter, f.eks. er der flere gange her i sommerens løb blevet inviteret til grillaften, hvor alle er velkomne. Man medbringer selv sin mad og drikkevarer, og så er der hygge på bænkene.
For kort tid siden var der igen arrangeret “Mont Martre” på Torvet i samarbejde med Aalestrup Handel & Erhverv. Her kunne man møde galleriets kunstnere og flere andre, som gerne ville være med på den festlige dag.
Fernisering
På lørdag, 5. september er der igen fernisering på en ny udstilling. Denne dag vil huset på ny være fyldt med spændende kunst.
Mange af udstillerne har været med i mange år. Galleriet har en fast skare af kunstnere, som hver anden måned, når der er ny fernisering, fornyer deres stande, så der altid er noget nyt at se på.
Til udstillingen på lørdag er der dog tre nye udstillere. Pia Højby fra Skagen, fortæller om sin kunst:
– Mine oliemalerier er præget af det dagslys, som fylder sindet og som er karakteristisk for ophold i dels Skagen, dels Sydfrankrig (Provence). Den spændende kobling over til den kunstneriske udfoldelse er udtrykt ved, at den afledte maleproces sker om aftenen/natten, hvor dagens lys bliver omsat i natlige farvekombinationer.
Så det er altid en dejlig oplevelse når man besøger Galleri Aalestrup. Også på lørdag lover bestyrelsen, at der som sædvanlig, serveres kaffe med et lækkert udvalg af kager til gæsterne.


