AALESTRUP: Danske Regioner vurderer, at omkring 15.000 grunde i Danmark er forurenet med det sundhedsskadelige PFAS. Og såvel regioner og kommuner som borgere vil gerne have ryddet de grunde, så der ikke sker nedsivning til grundvandet.
Men der er ingen steder at gøre af den forurenede jord, siden Nordic Waste i Ølst ved Randers gik konkurs.
Det fortæller DR, der beskriver hvordan oprydningen af PFAS-forurenede grunde står stille. Regeringen har afsat 100 millioner kroner til formålet, men pengene samler støv på grund af manglen på deponi, der kan modtage jorden, eller teknologi, der kan rense jorden på stedet:
– Det er på alle måder en ulykkelig situation, vi er endt i, hvor vi ikke har værktøjerne til at få renset jorden op til gavn og glæde for kommende generationer, siger Mads Duedahl (V), der er næstformand i Danske Regioner til DR:
Problemet er aktuelt også i Aalestrup. DR har fundet frem til en gammel problematisk industrigrund på Bjergegaardsvej.
– Der er fundet forurening her i både jord og grundvand. Her er værdifuldt grundvand, og derfor er vi selvfølgelig interesseret i at sikre det, siger Anja Melvej, der er kontorchef for Jord og Vand i Region Nordjylland, til DR.
– Vi risikerer, at forureningen i grundvandet spredes mere, fordi vi ikke kan komme i gang med at rydde op, siger Anja Melvej og fortsætter:
– PFAS er sundhedsskadeligt, og derfor har vi et øget fokus på at gøre noget ved forureningen. Men vi er nødt til at vente, og det er utilfredsstillende.
Deponi eller teknologi
I øjeblikket er regionerne nødt til at putte det allermest forurenede jord i containere eller bigbags for at have det lagret i en periode.
Mads Duedahl ønsker nationale deponier, hvor jorden kan opbevares og behandles, men det ønske får han næppe opfyldt:
Miljøminister Magnus Heunicke (S) mener nemlig ikke, at nationale deponier er vejen frem.
– Det er for kortsigtet med nationale jorddeponier. Vi risikerer, at det siver ned til grundvandet i deponierne, siger Magnus Heunicke til DR.
I stedet ønsker miljøministeren, at jorden skal renses, hvor den ligger i forvejen:
– Men det kræver nye teknologier og investeringer, siger Magnus Heunicke.
Teknologi, der endnu ikke er klar til brug.
Magnus Heunicke mener derfor, at det kan blive nødvendigt med midlertidige deponier nogle steder, men det bliver ikke den endelige løsning.
Den manglende oprydning bekymrer Danske Vandværker:
– Vi kan se, at det PFAS, der er lagt på jorden i tidens løb, er ved at sive ned til grundvandet, siger Jan Andersen, der er landsformand i Danske Vandværker til DR.
– Hvis vi ikke gør noget nu, leverer vi noget dårligere til vores børn og børnebørn. PFAS forsvinder ikke af sig selv. Vi skal lave nogle fysiske foranstaltninger, siger Jan Andersen.
PFAS er en betegnelse for mange tusinde typer kemikalier, der er svære at nedbryde.
Udover grunden på Bjergegaardsvej rummer Aalestrup også et jordhotel på Toftegårdsvej, hvor der blev flyttet jord til, da Nordic Waste lukkede. Det fik borgerne til at samle underskrifter, ligesom der blev holdt borgermøder:
– Politikerne fik skældud for ikke at gøre noget. Men de analyser, der blev lavet på jorddepotet, holdt sig inden for grænseværdierne, så reglerne blev fulgt, siger byrådsmedlem Per Bisgaard (V).
Han er bekymret for de nye oplysninger om den gamle industrigrund:
-Jeg vil spørge regionen, om analyserne kan lægges frem. Det er en alvorlig sag.
Frygt for grundvandet efter PFAS-forurening
