Forening skaber liv i Aalestrup

Det store arrangement Smag på Aalestrup bliver gentaget 18. juni. Sidste år var det Jonna Carlsen og Ingelise Nielsen der var "kagekoner".

Aalestrup Handel & Erhverv har holdt generalforsamling

AALESTRUP: Formand Karl W. Carlsen så tilbage på nogle gode arrangementer i løbet af året, da Aalestrup Handel & Erhverv mandag i sidste uge holdt generalforsamling.
Den blev – som mange gange tidligere – afviklet hos Galleri Aalestrup, Foreningens medlemmer var inviteret til spisning og alle nød den gode mad, stegt flæsk og persillesovs, som Poul Spanggaard havde sørget for.
I sin beretning fremhævede Karl W. Carlsen blandt andet det gode samarbejde med den frivillige gruppe “De Grønne”:
– De var blandt andet meget aktive til rengøringsdagen i byen sidst i marts. Forårsrengøringen er en tilbagevendende aktivitet, der ikke længere afvikles på én dag, da skoler, efterskole og foreninger deltager i rengøringen i perioden.
– Om lørdagen gør den grønne gruppe og frivillige rent på udvalgte steder. De grønne har også i december rengjort handelsgaden for ukrudt, b.la. ved den gamle Nordea bygning. Det har pyntet! Vi opfordrer alle medlemmer til, at der er pænt og rent i deres område, lød det fra formanden.
Som tidligere år var årets første arrangement den traditionelle fastelavn i samarbejde med KFUM Spejderne. Det er nu rykke ind i det gamle Fakta, så det foregår i gode varme lokaler efter mange års udfordringer med vintervejr på Torvet.

Blomsterudstillingen
Karl W. Carlsen kom også ind på årets blomsterudstilling:
– Blomsterkunstneren Johnny Haugaard havde stor succes med juleblomsterudstilling i Aars, og i foråret blev en ny forårsudstilling også tilbudt til Farsø, Løgstør og Aalestrup.
– De frivillige i Aalestrup og omegn mødte talstærkt op for at deltage i det kæmpearbejde, det er at få så stort et projekt op at stå på torvet i Aalestrup. Hotel Hvide Kro havde velvilligt lånt os hotellet som arbejdsstation. Mange lokale erhvervsdrivende bakkede op med donationer til materialer, kørsel, forplejning og meget andet.
Udstillingen blev åbnet 4. april ved et stort arrangement på torvet og Knaberscenen, udstillingen varede i halvanden måned, og mange tusinde kom omkring Aalestrup for at se det flotte resultat.

Populær nyhed
I juni arrangerede Aalestrup Handel & Erhverv for første gang ”Smag på Aalestrup”.
Her kunne borgerne med start fra torvet besøge 10 madstationer, der stod med mad og drikkevarer til de over 300, der havde tilmeldt sig. Alle sluttede på torvet med stort kagebord og musik ved Borup og Jensen.
Aftenen var meget populær, og “Smag på Aalestrup” bliver gentaget 18. juni i år.
Sammen med Galleri Aalestrup afviklede foreningen sidst på sommeren det hyggelige arrangement ” Monmartre” på torvet med mange aktive kunstnere.
Siden fulgte Halloween, en populær aften for byens børn. Byen blev pyntet med græskar i handelsgaden og på torvet med halmballer og store rundballer. Der var underholdning med et rodeogræskar, som var meget populært, og børnene havde mulighed for at lave deres eget græskar.
Op til jul arrangerede Aalestrup Handel & Erhverv juletræstænding på Torvet med musik, tale, gløgg og æbleskiver, slikposer til børnene, boder og selvfølgelig tænding af det store juletræ, lysnet og guirlander i gaderne.
Årets arrangemener sluttede med, at foreningen atter engang inviterede byens børn i Bio Aalestrup midt i december. Desuden har Aalestrup Handel & Erhverv et godt samarbejde med Lions Club om vedligeholdelse og opsætning af julebelysningen.

”Vesthimmerland Sammen”
Karl W. Carlsen fortsatte med at fortælle om samarbejde med andre foreninger.
– Handel og Erhverv i Farsø, Løgstør, Aalestrup og Aars har lavet en tværkommunal dialoggruppe der er dannet ud fra et fælles ønske om at sikre en kommune i god balance og med udviklingsmuligheder for alle lokalområder.
Gruppen besluttede at holde debataftener lokalt i de fire byer op til byråds- og regionsvalget i november – af hensyn til de lokale politikere og for at få så mange som muligt valgt i lokalområdet. I Aalestrup foregik det i Aalestrup Idrætscenter med journalist fra TV2 Nord Jeppe Krogager som moderator. Formanden nævnte også det gode samarbejde, der har været omkring det elektroniske gavekort Himmerlandskortet, som de fire byer arbejder sammen om:
– Det er blevet en stor succes, og vi vil meget opfordre alle dem, der kan modtage det, om at fremhæve det i jeres markedsføring.
Karl W. Carlsen nævnte også slagterigrunden:
– Der har været afholdt flere møder om byfornyelsen, siden blev ryddet. Vi håber, at der snart kommer nyt om den fremtidige tidsplan for, hvor meget der skal bygges, og hvad der yderligere skal ske.

Fint overskud
Foreningens regnskab udviste et fint resultat på kr. 52.000 i overskud.
På valg til bestyrelsen var var Lene Christensen og Steen Thimm. der begge blev genvalgt. Som suppleanter blev Steffen Andersen og Susanne Eriksen valgt.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!