Den store tegnebog er fremme

Om- og tilbygningen af varmeværket begyndte i vintermånederne.

Varmeværket har sat millioner af til renovering og el-filteranlæg

AALESTRUP: To store investeringer fylder i økonomien i disse år hos AN Energi (Aalestrup-Nørager Energi) – og de fyldte også i formand Søren Hestbæks beretning på generalforsamlingen forleden.
Det er dels om- og udbygningen af varmeværkets bygninger på Elmegaardsvej, dels et nyt såkaldt el-filteranlæg, som formentlig skal i drift i efteråret 2027. Den første investering lyder på cirka 12,5 millioner kroner, den anden er foreløbig anslået til mellem 10 og 15 millioner kroner.
Værket har holdt til på Elmegårdsvej, siden et af de første biomassevarmeværker i Danmark blev bygget i 1980-81. Dengang et varmeværk, der udelukkende leverede varme til Aalestrup by, og kun til de ca. 1000 boliger i byen. Ikke til industriområdet. Det vurderede man var for risikabelt.
I dag leverer værket varme til godt 2300 forbrugere fordelt i seks byer, inklusiv en række storindustrier, som blandt andet Himmerlandskød i Aalestrup, Dali i Nørager og Grundfos i Hvam.
Da værket blev bygget, bestod personalet af en forretningsfører og to driftsassistenter. I dag er der en driftsleder, en bogholder, en kontorassistent, en værkmester, to ledningsmestre og to driftsassistenter – altså en samlet flok på otte mand. Så naturligt nok er pladsen blev lidt trang med tiden.
– Med årene er bygningsmassen blevet lidt slidt og falmet og ser derfor ikke alt for godt ud alle steder. Vi har faktisk de seneste år fået flere kommentarer om, at bygningerne på Elmegaardsvej ikke udstråler den kvalitet, vi gerne vil være kendt på. Men det har selvfølgelig også været med til, at vi har kunne holde en billig og stabil varmepris over årene, sagde Søren Hestbæk.
Nu er det store byggearbejde godt i gang. Administration og velfærdsfaciliteter bliver udvidet, foran kontorbygningen bliver der lavet et nyt parkeringsområde og der kommer ny beklædning på de høje haller og lagerhallen.
– Set i lyset af, at der ikke er brugt meget på vedligehold og renovering af bygningsmassen de seneste 45 år, har vi fundet budgettet rimeligt. Vi satser så også på, at ”vores bygninger” kan få lov at stå de næste 45 år og glæder os til vise det hele frem, når vi er færdige i løbet af efteråret, lød det fra formanden.
På selve driftsanlægget er værket i gang med at planlægge en levetidsforlængelse af barkkedelanlægget. Det har efterhånden snart 20 år på bagen, og kører i bund og grund stabilt. 20 års drift kan dog mærkes, så der bliver lige nu arbejdet med at få lavet en plan over, hvad der skal til, for at kedlen kan driftes i 15 år mere.
I 2030 venter nye emissionskrav. Det betyder, at værket er i gang med at kigge på et nyt el-filter anlæg, som efter planen vil være klar til brug næste efterår. Budgetrammen hedder 10-15 millioner kroner.

Ikke biomasse for evigt
– Der er ingen tvivl om, at vores brændsel stadigvæk er i fokus. Biomasse, som både bark og savsmuld jo er, nævnes hele tiden som et brændsel, der skal udfases.
– Vi forsøger at henvise og få fokus på, at netop vores brændsel primært er affaldsprodukter fra savværker og skovdriften, og derfor ikke skal sidestilles med flis og træpiller, som netop produceres alene til afbrænding. Men vi må nok indse, at biomasse med tiden skal udfases, sagde Søren Hestbæk.
Knap 20 procent af værkets produktion kom i 2025 fra solfangeranlægget. Udfordringen er dog, at solen skinner mest om sommeren, men det største behov er om vinteren.
– En udvidelse af solfangeranlægget, sammen med en øget lagerkapacitet kan være en del af en fremtidig mulighed. Men vi bliver nødt til også at se på andre alternativer til vores nuværende setup til produktion af varme, understregede formanden.

Forbruget faldt
Det fakturerede forbrug endte på lige knap 46.700 MWh – lidt mindre end i 2024
Der er udpumpet totalt 56.200 MWh, fordelt på 33.300 MWh fra Rolighedsvej, 15.200 MWh fra Nørager, hvoraf de 2200 er pumpet videre til Rørbæk, 2000 MWh fra Simested, og endelig 5700 MWh fra Hvam. Dertil kommer 3.300 MWh til slagteriet.
Til den samlede energiproduktion, er der forbrugt 52.900 kubikmeter bark og biobrændsel i barkkedlen og 17.000 kubikmeter smuld og flis i smuldkedlen.
Den endelige afregningspris blev fastholdt på budgetprisen på 382 kr./MWh – og 432 kr./MWh, hvis man er tilsluttet i Rørbæk. Det betød, at årsopgørelserne, der er sendt ud med den første a conto-opkrævning, resulterede i en tilbagebetaling på godt 1.293.000 kr. fordelt til 1513 forbrugere, mens der var en ekstraopkrævning på godt 1.148.000 kr. fordelt på ca. 818 forbrugere.
Der for 2026 regnet med samme a conto-priser som i 2025, altså 382 kr./MWh og 16,50 kr./m² plus 580 kr. i fast afgift – dog skal nye forbrugere i Rørbækområdet som nævnt betale 50 kr. mere pr. MWh
Alle de nævnte tal er eksklusiv moms.
I løbet af 2025 blev der tilsluttet 13 nye forbrugere, som fordeler sig med otte i Aalestrup, to i Simested, en i Hvam og to i Nørager. Samlet var der pr. 31. december 2025 tilsluttet 2343 forbrugere med 2350 målere

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!