AALESTRUP: I 2027 er det 60 år siden den første Knaberfest blev holdt i Aalestrup.
Egentlig burde det være Knaberfest nummer 61, men på grund af Corona-pandemien blev festen aflyst i 2020 – og i 2021 blev det kun til en mini-Knaberfest samtidig med, at den nye hovedgade i Aalestrup blev indviet.
Derfor er der lidt forvirring i rækken af Knaberkonger – den første blev kåret i 1968, men der blev ikke kåret nye regenter i 2020 og 2021. Derfor var det i år Knaberregent nr. 57, der blev kåret.
I pagt med tiden er det ikke længere udelukkende en Knaberkonge der udpeges. Det fortalte konferencier Lars Thomsen Jensen om inden årets kåring på festpladsen ved Aalestrup Idrætscenter:
-Det hele begyndte med, at byen gerne ville have et friluftsbad. Lokale kræfter gik sammen om at rejse penge til byggeriet. En af måderne var at holde en Knaberfest og en af aktiviteterne her var et loppemarked. Blandt lopperne blev der fundet en sort cylinderhat, som året efter blev Knaberfestens symbol og blev overrakt til den første regent, læge Harald Jensen, som dermed blev udråbt til Knaberkonge. Knaberpigerne kom med fra 1972, den første var Gitte Klausen. I 2004 kunne den første Knaberdronning indtage riget, sammen med en Knaberprins. Det år var det Lisa Bjørn og Alexander Nielsen, oplyste konferencien.
Sammen med Knaberhatten kom de fine gamle cykler, bl. a. “væltepeteren”, hos Danmarks Cykelmuseum til at spille en rolle som noget der kendetegner Knaberfesten.
Siden har der været tradition for, at alle fremmødte Knaberkonger, Knaberdronninger, prinser og piger samles på cykelmuseets trappe til et fællesfoto, og at de bagefter kører i front for optoget gennem byen Pinsesøndag. Kun musikken og landbetjenten lægger sig helt i spidsen.


