Er barnets øjne klar til et nyt skoleår?

Lene Korsgaard Hansen anbefaler, at man får tjekket sit barns syn, allerede inden barnet begynder i skole.

AALESTRUP: Kommende skoleelever og deres forældre er i gang med forberedelserne til det nye skoleår. Men ifølge Lene Korsgaard Hansen, Aalestrup Optik, overser mange en detalje, der er vigtig for børns trivsel i skolen – et godt syn.
Ifølge den lokale optiker er et velfungerende syn helt afgørende for, hvordan børn klarer sig både i skolen, ved lektielæsning og til sport. Derfor anbefaler hun, at man får tjekket sit barns syn, allerede inden barnet begynder i skole. Et dårligt syn kan nemlig forstyrre både koncentrationsevnen og den motoriske sans, og dét kan gå ud over indlæringen.

De nye skoleelever møder en helt anden hverdag end den, de kender fra børnehaven. De skal klare mange timers koncentration, hvor der skal fokuseres i kort synsafstand ved bordet og derefter hurtigt kunne stille skarpt på lang afstand, når undervisningen foregår ved tavlen, forklarer Lene Korsgaard Hansen.
Aalestrup-optikeren giver en velment opfordring til forældre om at få tjekket deres børns syn i god tid inden skolestart, så barnet kan nå at vænne sig til briller eller kontaktlinser, hvis det skulle være nødvendigt. Og skal man i skole efter sommerferien, er det tidspunkt altså nu.

Tærer på energien
Hvis et barn skal koncentrere sig ekstra meget for at se, hvad der f.eks. står i bøgerne eller på tavlen, tærer det på energien. Og manglende energi giver manglende koncentrationsevne, så børnene har sværere ved at følge med i undervisningen. Samtidig kan et forringet syn også give problemer med motorikken.

Har barnet svært ved at gribe ting, vurdere afstanden til noget, eller går han eller hun ofte ind i ting, kan det sagtens skyldes synsproblemer, forklarer optikeren og understreger, at det er vigtigt at have fokus på, om synet er godt på begge øjne, og om barnets øjne arbejder sammen.

Mange skolebørn, som har problemer med synet, ved ofte ikke selv, at der er noget galt, fordi deres hjerne har lært at kompensere for et dårligt syn på det ene øje ved at bruge andre synsindtryk. Derfor er det vigtigt, at man som forælder holder godt øje med, om ens barn udviser tegn på samsyns-problemer.

Skærmlys udfordrer
Tidligere var nærsynethed usædvanligt i børns første leveår. Det udviklede sig for mange børn først fra omkring seks års-alderen, men på grund af forskellige forhold, udvikler et stigende antal børn nu nærsynethed allerede i en meget tidlig alder.

Børn bruger i dag markant mere tid indendørs med hovedet begravet i en bog eller foran en computerskærm, tablet eller mobiltelefon. Og man har fundet ud af, at manglen på sollys til øjet på sigt kan give store problemer. Der er nemlig en klar tendens til, at dårligt lys giver en meget større risiko for at blive nærsynet. Derfor bør børn tjekkes løbende og gerne en gang om året, mener Lene Korsgaard Hansen, der gerne vil slå et slag for, at forældre gør det til en vane at få tjekket børnenes syn hvert år op til skolestart.
Hvis barnet er under 10 år skal han eller hun også tjekkes ved en øjenlæge, hvis optikeren vurderer, at barnet har brug for briller.

Ødelagte briller
Hvert år hjælper Aalestrup Optik rigtig mange børn med at få et bedre syn og finde briller, der ikke driller, så børnene kan leve aktivt med dem. De fleste børnestel har f. eks. fjederstænger, så brillerne tåler knubs uden at knække, men skulle uheldet alligevel være ude, behøver forældrene ikke være så bekymret for pengepungen. Hos Aalestrup Optik får man nemlig en forsikring med i prisen, når man køber briller til sit barn. Forsikringen dækker et år fra købsdatoen med mulighed for at tilføje et helt år ekstra uden beregning, hvis man kommer ind i butikken og får brillen fornyet senest et år fra købsdatoen.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!