En rigtig go’ Knaberfest

Torben Halkjær.

AALESTRUP: Dette års Knaberfest blev rigtig go’. Sådan lyder det fra mange af deltagerne, som udtrykker tilfredshed med selve arrangementet, aktiviteterne – og med vejret. Der er også tilfredshed at spore hos Knaberkomitéens formand, tømrermester Torben Halkjær:

– Vi var heldige med vejret – solskin når vi skulle være ude og knap så varmt, når vi skulle være inde. Og der har da også været pænt besøg til Knaberfestens aktiviteter ugen igennem, siger Torben Halkjær, som sammen med den øvrige Knaberkomite og et stort antal hjælpere blev kastet hovedkuls ud i opgaven med at arrangere festen, da Corona-restriktionerne blev ophævet.

Det blev en Knaberfest uden tivoli, men med et hoppeland, hvor børnene morede sig mens forældrene kunne følge med fra sidelinjen få meter derfra. Det blev bedre end nogle havde forventet.

Aalestrup Brandvæsen viste også, hvad de formår med brand og redning. En person i et køretøj blev skåret fri af redningsfolkene, det var muligt at slukke ild med vand og børnene forsøgte sig som røgdykkere. Det hele blev kommenteret og gav god indsigt i stationens arbejde.

Sportsbegivenhederne ved festen, gade- og firmafodbold havde rekorddeltagelse, og Knabercykelløbet med ruter fra idrætscenteret og ud til oplandsbyerne og retur samlede 60 deltagere.

Knaberløbet med start fra St. Torv trak 300 løbere, og bagefter var der sammenkomst med spisning i det fine vejr. Heste og kræmmermarkedet blev også gennemført, men hovedsagelig med kræmmere, og på den tidligere dyrskueplads havde Aalestrup Classic Car og MC Klub  træf og udstilling med meget stor deltagelse af gamle køretøjer. Der var desuden hesteshow, ringridningskonkurrence og krocketturnering, som altsammen blev vellykket.

Kåringen af det nye Knaberpar var også begunstiget af godt vejr – og et meget stort publikum havde fundet vej til festpladsen  for at overvære begivenheden, der blev styret af konferencier Per Bisgaard.

Det er 55 år siden første Knaberfest blev afviklet. I de senere år har man indledt med bankospil i hallen og en koncert i Aalestrup Kirke. Også her var der god tilslutning i år. Det samme var tilfældet søndag eftermiddag med et flot vognoptog gennem byens gader og med blomster som tema.

Det økonomiske resultat af anstrengelserne er ikke gjort op endnu. Selv om der har været ekstra udgifter i år og manglende indtægter fra tivoliparken, så er der en tro på, at resultatet bliver godt. Knaberfestens overskud deles ud til ungdomsarbejde i Aalestrup og omegn.

Del
Vil du læse mere af
Thorkil Christensen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Thorkil Christensen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!