Altid travl, aldrig stresset

Peter Byg i den tilbygning til Møldruphallen, der endelig lykkedes i fjor.

Peter Byg fylder 60 år i vanligt højt tempo og fejrer det med en fest uden taler

MØLDRUP: En enkelt grillet gris rækker ikke, når Peter Christiansen på fredag har budt til 60 års fødselsdag. Et par hundrede gæster har meldt deres ankomst for at fejre Peter Bygs runde dag i minihallen i Møldrup Sports- og Kulturcenter.
Andre steder kunne det ikke komme på tale at holde festen:
Gennem mere end 20 år har Peter Byg – under andet navn kender de færreste ham – været formand for den selvejende institution, der tidligere var kendt som Møldruphallen. Og i næsten alle årene arbejdede han for den udvidelse, der endelig stod færdig i fjor med officiel indvielse i oktober.
Tilbygningen var længe undervejs. For en halv snes år siden var planerne langt fremme med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, men driften hang ikke sammen.
I anden omgang lykkedes det at skrue sammenhængende planer for byggeri og drift sammen. Lige knap 1000 særdeles gennemtænkte kvadratmeter har givet meget mere plads til både idræt og anden kultur.
Så havde formanden egentlig tænkt sig at stoppe:
– Vi, der har været med længe, er slidte. Jeg troede også, at jeg kunne få solgt formandsposten på generalforsamlingen forleden, men ingen stod på spring. Så jeg tager et år mere, siger Peter Byg og understreger, at han nok skal finde en afløser i løbet af det kommende år.
Posten i Sports- og Kulturcenteret er blot en blandt mange, han har påtaget sig:
– Jeg har blandt andet også siddet en menneskealder i jagtforeningen og vandværket.
Også Viborg Erhvervsråd har haft gavn af hans tilsyneladende uudtømmelige energi.

Nej til stress
Læg dertil foreløbig 28 år som selvstændig tømrermester med fire ansatte og hustruen Lone Hauris til at passe kontoret. Det kunne nok give en og anden anledning til stress – bare ikke Peter Byg:
– Jeg har besluttet, at jeg ikke vil have stress.
Og det har han så ikke. Måske fordi han giver sig tid til et par beskæftigelser, der hverken har med tømrerarbejde eller bestyrelsesposter at gøre:
– Jeg elsker at gå på jagt og er med i flere konsortier. Desuden tager jeg til Polen et par gange om året sammen med min gode ven Klaus Jensen.
– Jeg går også med Fodslaw Viborg. Her i weekenden (ugen før festen, red.) skal jeg gå 30 kilometer ud fra Hjerl Hede.
– Skulle jeg kede mig, har vi også et gammelt sommerhus.
Privat bor Lone og han på Herredsvej nær Bjerregrav på en ejendom med seks hektar. Det giver god plads til Lones to heste og Peder Bygs bistader. Honningen gør nytte, når han brygger mjød.

Stor børneflok
Tilsammen har parret seks børn, som alle er flyttet hjemmefra – og de er blevet godt spredt med adresser i København, Aarhus, Aalborg, Varde, Jelling – samt Lofoten i det nordlige Norge.
Deroppe bor Peters datter, som er sygeplejerske og for otte år siden tog et vikariat deroppe. Men så mødte hun en lokal fisker.
Alle seks børn – og de foreløbig fire børnebørn – kommer hjem til fødselsdagen.
Om det får Peter Byg til at sove længe, er nok tvivlsomt:
– Jeg står op klokken fire hver morgen. Jeg elsker at komme op og i gang. Så går jeg en tur, og som regel er jeg på værkstedet (der ligger på Erhvervsvej i Møldrup, red.) ved femtiden. Det giver tid til at have alt klar, når folkene møder kl. syv – og tit også lidt tid til at hygge mig ved drejebænken.
Fredagens fest bliver uden taler; det har Peter Byg frabedt sig:
– Vil de sige noget pænt, kan de sige det til mig en anden dag.
Derimod byder programmet på først kaffe og kage, siden de grillede grise og så dans.
Grisene gav en ekstra udfordring for nogle dage siden: Ham, der skulle stå for dem, meldte fra.
– Så måtte jeg pludselig finde en anden, men jeg har et kæmpe netværk, så det lykkedes, lyder det helt ustresset fra Peter Christiansen.
Som i øvrigt drager på jagtrejse tre dage efter festen.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!