AALESTRUP: Søndag formiddag var Aalestrup Kirke fyldt godt op med kirkegængere. Alle var mødt for at fejre Niels Peter Sørensens første 25 år som præst i Aalestrup.
Den festlige dag blev indledt med en gudstjeneste med altergang. Kirkens organist, Kasia Bis, spillede på violin sammen med Julian Rasmussen, klaver, inden Niels Peter Sørensen indledte gudstjenesten. De to musikere sluttede af med en dejlig version af ”I Danmark er jeg født”.
Bagefter var der reception i Sognehuset. Formanden for menighedsrådet, Anne-Marie Sørensen, bød velkommen inden alle forsynede sig med frokost. Senere var der tid til taler.
Anne-Marie Sørensen havde valgt at holde en lidt anderledes tale, hvor hun havde brug for gæsternes hjælp. Alle skulle synge et enkelt vers af forskellige sange, som hun så ville binde sammen med nogle erindringer med Lene og Niels Peter Sørensen.
F.eks. sang man ”I Danmark er jeg født”.
-Det passer lige til dig Niels Peter. I Danmark er du født – og endda i Aarhus. Vores historie, kultur, sprog og monarki er vigtig for dig. Folkekirken er indskrevet i Danmarks Grundlov. Vores værdier med respekt, ansvar og at yde til fællesskabet. Et gammelt udtryk siger: Kam i håret, før mælk i glasset! Man forbereder sig og gør sig umage, ikke noget med ”at vælte ud af sengen” og møde uforberedt. Du har også forsvaret vores værdier som udsendt, og flere gange har du fortalt om livet som feltpræst – og om hvordan feltpræst og menig soldat, i ens uniform, indgår i et tæt fællesskab. Du blev en vigtig samtaleven – langt væk fra familien i Danmark.
En anden sang som Anne-Marie synes passer godt på den jubilerende præst er: ”Linedanser”.
-Konfirmanderne kommer og går og du har et godt ”taw” på dem. At du har stjerner på skuldrene, lader sig heller ikke fornægte. Der stilles krav, der skal files lidt til, men så har du haft mange gode hold, som sikkert med smil mindes deres konfirmandforberedelse, konfirmationen – og måske også den populære tur til Tyskland på Blå Mandag.
”Linedanser” er en sang til ungdommen – om at turde træde ud i livet. Vi voksne skal også turde noget nyt – og desuden var denne sang det tætteste, jeg kunne komme et cirkus med Stærke Adolf og Pipi Langstrømpe.
Sådan fortsatte Anne-Marie Sørensen med flere sange og historier – også et par stykker til Lene, som bl. a. fik sangen ”Nu går solen sin vej”, som er skrevet til FDFs Landslejr på Sletten 1981.
-Da I flyttede til byen, faldt du hurtigt ind i spejderlivet som forælder, leder og rådsmedlem. Jeg mødte dig på Venø med 20 -25 ulveunger traskende efter dig – de var utrolig glade for dig. En ekstra hånd og et varmt hjerte, når man er langt hjemmefra. Alle på jorden har brug for dens lys.
-Kære Lene og Niels Peter. Tak fordi I valgte Aalestrup til og tog chancen i det himmerlandske – i den gamle præstebolig. Tak for godt og inspirerende samarbejde med plads til både humor og alvor. Altid med kirkelivets – og menighedens bedste for øje. Tak for omsorgen for store og små – og tak for tålmodighed ved diverse ombygninger. Og tak til det menighedsråd, der for 25 år siden valgte jer. Hjertelig tillykke med jubilæet – og I ser jo heldigvis ud til, at have rigtig mange år i jer endnu, sluttede Anne-Marie Sørensen.
Provst Hanne Pedersen, Hornum, indledte sin tale med at fremhæve mange af de ting, der skete i år 2000.
-Det var også året hvor Aalestrup fik en ny præst. I 25 år har du mødt byens folk, når de er kommet med deres nyfødte til dåb, du har sat rammerne for nogle af livets store højtider, som konfirmation og bryllup. Du har været sjælesørger, når livet har gjort ondt, og sørget for, at folk kunne få en højtidelig afsked, når døden har ramt en i familien. Så har du søndag efter søndag forkyndt evangeliet. Du er også feltpræst, så der har været nogle udstationeringer gennem tiden.
-Selvom mange hele tiden er på vej videre. Det giver noget rodløshed, så har du heldigvis valgt at blive i Aalestrup, det giver tryghed at kende præsten.
Hanne Pedersen sluttede med at takke Niels Peter Sørensen for, at han ikke var løbet af pladsen i utide. Tak for godt samarbejde – tak for, at du aldrig siger nej, når jeg spørger om hjælp, og tak for at være en god kollega i præstekollegiet.
Bare Niels Peter!
Ingrid Moth, Aalestrup, var menighedsrådsformand og hende der sammen med Frederik Møller fra Østerbølle Sogn, var ”ansvarlig” for at ansætte Niels Peter Sørensen for 25 år siden.
-Det er ikke til at forstå, at det er 25 år siden I kom til Aalestrup første gang, sagde Ingrid Moth. Jeg kan tydelig huske, en af de første gange, du besøgte mig – og jeg spurgte om, hvordan vi skulle tiltale dig. Vores gamle præst sagde vi bare Hauge til, men du hedder jo Niels Peter Sørensen. Det virker lidt langt i daglig tale, syntes jeg. Jeg hedder Niels Peter, svarede du – og det er du så blevet kaldt, af næsten alle, siden.
-De tre gange du har været udsendt, selv om vi savnede vores præst, var det også spændende, når der kom brev fra dig, hvor du fortalte om livet i lejren i “Langtbortistan”. Det var også dejligt når du viste billeder og fortalte om de forskellige oplevelser, når du var hjemme efter turene.
-At der nu er gået 25 år siden I kom til Aalestrup som præstepar, er næsten ikke til at forstå. Jeg har været med i menighedsrådsarbejdet de fleste af årene, og været meget glad for samarbejdet. Vi har altid kunne tale om tingene – ikke altid lige enige, men vi er aldrig blevet uvenner, mener jeg, sagde Ingrid Moth.
Niels Peter Sørensen sluttede eftermiddagen med at takke alle, som var kommet, takkede for et godt samarbejde med ansatte ved kirken, og for godt samarbejde med skolerne og menighedsrådene.
-Vi har ikke altid været enige, men jeg synes, at vi samlet er kommet til et godt resultat, sagde den jubilerende præst.


