Aalestrup gjort klar til foråret

Falck bidrog til forårsrengøringen med at spule torv og gader.

AALESTRUP: Kalenderen har varslet forår, det har længe været et fint forårsvejr, og som den gode tradition gennem mange år, så skal byen gøres forårsklar med en rengøringsdag.
Lørdag formiddag var det igen et flot vejr, da byens borgere var blevet indkaldt til at møde op og være med til en frivillig tjans.
De Grønne var selvfølgelig på pletten, og derudover var en del andre, der gerne ville gøre en indsats. Alle mødte op med godt humør, og efter morgenkaffen i Galleri Aalestrup blev man delt op i hold, så hele byen blev dækket.
Deltagerne blev udstyret med sække, handsker og gribetænger, inden de var klar til at gå til angreb på affaldet i byens gader og veje.
Aalestrup Handel & Erhverv har overtaget aktiviteten efter den tidligere borgerforening, som startede den gode tradition.
Formanden for Aalestrup Handel & Erhverv, Karl W. Carlsen, bød velkommen til de fremmødte og benyttede lejligheden til at ønske De Grønne tillykke med hæderen, som de modtog aftenen forinden ved en sammenkomst i Rosenparkens Pavillon.
– Det er så meget velfortjent, sagde Karl W. Carlsen, som efter Poul Knudsen er blevet ”pensioneret” er blevet formand for gruppen.
– Vi kan altid regne med jer, I møder op i al slags vejr, og til alle arrangementer er I meget hjælpsomme til større og mindre opgaver.
– Jeg vil dog også gerne nævne, at Aalestrup Handel & Erhverv har haft en stor andel i De Grønnes arbejde. Vi har hele tiden været med på sidelinjen og sørget for bl. a. arbejdstøj og redskaber, og ikke mindst var det også Handel & Erhverv, der i mange år deltog økonomisk for, at I fik en belønning med nogle sociale sammenkomster med en frokost to gange om året.
De Grønne Seniorer fik en ekstra hæder, idet afdelingsdirektør Poul Pedersen, Sparekassen Danmark, mødte op med en check på 5000 kroner fra Fonden Himmerland, som tak for gruppens arbejde for byen. Beløbet er øremærket til nye redskaber.

Rengøring over flere dage
– Vi er glade for, at der i dag er så mange fremmødte, der vil bruge en dag på det gode arbejde, sagde Karl W. Carlsen – også tak til jer fra Falck – I er også altid med – det så flot, at også I vil bruge en dag på frivilligt arbejde for byen.
– Også tak til De Grønne, som gør et fantastisk stykke arbejde for at holde gader og torve så fine som muligt, ikke bare på rengøringsdagen, men igennem hele året – det er vi virkelig meget taknemlige for.
– Vi må indse, at det er de ældre borgere, der er flittigst til at møde op. Men vi håber, at der i de kommende år også vil være børnefamilier, der vil deltage i rengøringsdagen. Det er godt at børnene lærer at være med til at holde byen ren
– Men vi har et godt samarbejde med byens skoler, som i forbindelse med rengøringsdagen er rundt for at hjælpe med opsamling af affald.
Formanden opfordrer da også alle, såvel firmaer, butikker som private til at samle affald og luge ukrudt på deres egen område, så byen kan tage sig så pænt ud som muligt.
For de fremmødte denne lørdag blev det en hyggelig dag i det dejlige forårsvejr med godt humør, og dagen sluttede med pizza og en god snak i galleriet.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!