AALESTRUP: Det er efterhånden blevet en tradition at Røde Kors, Aalestrup, og Carpe Diem, Aalestrup, går sammen om uddeling af julegaver til lokale familier, som har behov for lidt tiltrængt hjælp for at kunne holde en god jul for børn og voksne.
-Det er et snart mangeårigt samarbejde, der fungerer rigtig godt, siger koordinator Steen Thomsen, som overtog hvervet sidste år.
Hjælpen består af en julegave til hvert barn under 18 år samt et gavekort til Coop på 900 kroner.
Julehjælpen er målrettet økonomisk trængte børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år i områderne Simested, Aalestrup, Fjelsø, Gedsted, Vesterbølle, Østerbølle, Testrup og Hvam.
Med julehjælpen får familierne et vigtigt lyspunkt i en trængt hverdag. Helt konkret giver hjælpen økonomisk trængte børnefamilier en mulighed for at få råd til noget af det, andre tager for givet: God julemad, gaver og godter.
Julehjælpen er også med til at forældrene kan slippe nogle af bekymringerne om, hvordan de kan give børnene mulighed for at opleve julens glæder på lige fod med deres kammerater.
De to foreninger, Røde Kors og Carpe Diem, har igennem mange år arbejdet tæt sammen med børnehaver, Sfo’er og skoler i Aalestrup-Gedsted området. De er altid behjælpelige med at orientere børnefamilier i deres regi om, hvornår der er mulighed for at søge Julehjælp. Det sker bl. a. ved at lægge oplysningen på Aula.
De udleverer og indsamler også hvert år ansøgningsskemaer, og undertiden hjælper de med at udfylde skemaerne. Et godt og seriøst samarbejde, som har stor betydning for, at Julehjælpen når ud til den rette målgruppe.
I 2025 modtog 42 familier Røde Kors og Carpe Diems julehjælp. Alle der havde søgt fik et telefonopkald om hvorvidt de var blevet tildelt julehjælp og der blev samtidig indgået aftale med dem om udleveringstidspunktet for julehjælpen.
I 2025 kunne foreningerne glæde 102 hjemmeboende børn under 18 år med en fin indpakket julegave.
Gaver uddeles efter ansøgning. Der skal søges om hjælpen på skemaer, hvor man oplyser familiens indtægt, rådighedsbeløb efter faste udgifter er betalt, samt antal børn i familien. I denne sammenhæng er man barn, til man fylder 18 år. I år er ansøgningsfristen fra 3. til 26. november.
Ansøgningsskemaer udleveres på Aalestrup Bibliotek, i områdets daginstitutioner og skole, eller bestilles på mail til: stebal@roedekors.dk
Alle der har søgt, får et telefonopkald om, hvorvidt de er blevet tildelt Julehjælp og så bliver der lavet aftale med dem om udleveringstidspunkt.
Foreningerne har valgt selv at køre ud til de enkelte familier med julehjælpen. Det sker som regel i to biler med to personer i hver bil – én fra Røde Kors og én fra Carpe Diem – og det er for os ”Julehjælps udbringere” en kæmpe glæde og en rørende oplevelse at mærke, hvor taknemmelige den enkelte familie er for denne hjælp, slutter Steen Thomsen.
Aalestrup-foreninger sammen om julehjælp


