MØLDRUP: Lørdag blev Møldrup for en stund en by med over 2000 indbyggere – de 850 ekstra var gæster til “Den Store Klassefest”, som blev holdt for tredje gang.
Tidligere elever fra Møldrup Skole strømmede til fra både ind- og udland til en dag fyldt med minder, gensyn og historier om skolen, lærerne og lejrture.
Der var tidligere elever fra 18 til 83 år. Nogle var rejst langvejs fra for at være med, blandt andet fra USA, Frankrig og Norge.
Anledningen var samtidig et 70 års jubilæum for Møldrup Skole. Centralskolen blev dengang et stort fremskridt for områdets elever. Undervisningen på den gamle skole gik kun til og med 7. årgang, og kun hver anden dag. Den nye skole gav mulighed for blandt andet at tage realeksamen lokalt.
Tidligere måtte eleverne rejse til Aalestrup for at tage eksamen.
En af arrangørerne af klassefesten, Knud Aage Bengtsen har haft sin gang på skolen i over 40 år. Først som elev og siden som lærer i 38 år.
-Det er fuldstændig fantastisk at møde så mange elever igen. Jeg har selv gået på skolen og sad med min egen gamle klasse fra 60erne. Det bliver ikke bedre. Det var nostalgi med nostalgi på, og der blev sagt “kan du huske” mange gange, fortæller Knud Aage Bengtsen.
Det bliver ikke bedre
Allerede fra tidlig eftermiddag var der liv på skolen.
De tidligere elever var fordelt efter årgang i forskellige områder, så de havde mulighed for at finde gamle klassekammerater og forsøge at genkende ansigter, der for nogle vedkommende ikke var set i årtier.
De fik lidt hjælp med navneskilte til alle – og ellers hjalp det med et smil.
-Hvis folk smiler, er de nemmere at genkende. Og så stemmen også, siger Knud Erik Bengtsen, der dog kom på noget af en opgave med 38 års elever at hilse på.
-Det er knageme ikke til at huske dem allesammen. De stille eksistenser i midtergruppen kniber det mest med. Dem med de høje karakterer og dem, som skulle sendes på kontoret, var nemmere at huske, fortæller han.
Spredt over hele landet
For mange af deltagerne var klassefesten en sjælden mulighed for at samle gamle venner.
Knud Aage Bengtsen mødte klassekammerater, han ikke havde set i omkring 40 år. Kun to fra den gamle klasse bor stadig lokalt, mens resten er spredt over hele landet.
Og når gamle skolekammerater mødes efter så mange år, dukker minderne hurtigt op.
En af de oplevelser, der stadig står stærkt, er en skolerejse til Ungarn.
-Vi havde for eksempel været på en tur til Ungarn i 1988, inden jerntæppet faldt, og den talte vi meget om. Det var jo noget specielt at få lov at opleve, og det var der ingen, der tænkte på dengang. Ellers var det lærerne eller lejrture, der blev talt om. Den almindelig skoledag husker man jo ikke på samme måde, siger Knud Aage Bengtsen.
Og de seneste 60 årgange har alle fået samme oplevelse og kunne dele minder. For siden 1966 har Møldrup Skole sendt 9. årgang på lejrskole til Skagen.
-Det var et af de emner, der gik igen i samtalerne mange steder. Også på tværs af årgangene fordi alle har været på den tur, og det med ture og udflugter står stærkt i erindringen, siger Knud Aage Bengtsen.
Fra 1316 til 850 deltagere
Det var tredje gang, Den store Klassefest blev arrangeret på Møldrup Skole.
Første gang var i 2006, hvor hele 1316 tidligere elever deltog. Ti år senere, i 2016, blev den anden klassefest holdt, og her var der knap 1100 deltagere.
Årets arrangement var dermed mindre end de to foregående, men det forhindrede ikke en festlig dag.
Efter åbent hus på skolen blev der ud på eftermiddagen åbnet til hallen.
Det store arrangement kunne ikke være gennemført uden hjælp fra lokale. Borgerlauget, Vølverne og idrætsforeningen var nogle af dem som bidrog, og omkring 50 frivillige var på arbejde i løbet af aftenen med at servere, servicere gæsterne og rydde op omkring klokken to om natten.
Lokale løfter i flok
De frivillige var ikke tidligere elever og var derfor ikke selv en del af klassefesten. De havde i stedet valgt at bruge deres aften på at hjælpe til.
På skolen stod 8. klasse og nogle af deres forældre desuden for kaffe og kage til de mange tidligere elever i løbet af eftermiddagen.
For Knud Aage Bengtsen har dagen også været en påmindelse om, hvorfor han stadig holder af skolen, og hvorfor han fortsat arbejder på deltid.
-Det er jo fantastisk at kunne få lov til det, for man bliver lidt afhængig af at være sammen med eleverne, siger han og håber også at kunne være med om 10 år men ikke som arrangør.
850 tidligere elever var til klassefest i Møldrup


