Vesterbølle ramte en nerve hos Putin

Roman Boichuk modtog donationen på vegne af Bevar Ukraine.

VESTERBØLLE: En elevindsamling på Vesterbølle Efterskole har i år udviklet sig til mere end et lokalt projekt. Den har også ført til en usædvanlig bølge af reaktioner, reaktioner, som skolen selv vurderer ikke kun kommer fra almindelige danskere.
Eleverne har gennem sponsorløb på motionsdagen og en stor høstfest samlet godt 153.000 kroner ind som en del af skolens “Ud i verden”-projekt. 75 procent af pengene går til humanitær støtte i Ukraine samt projekter i El Salvador, mens resten bruges til at gøre rejseaktiviteterne tilgængelige for eleverne.
Efter omtale i lokal presse, bl.a. TV2 Nord og nærværende avis, begyndte kommentarerne at strømme ind i kommentarfeltet. Mange af dem var kritiske og handlede om, at pengene burde være brugt i Danmark.
Men ifølge forstander Martin Diget Aamann er der noget ved reaktionerne, der skiller sig ud.
– Vi tror ganske enkelt, at en del af kommentarerne kommer fra såkaldte bots. Det vil sige falske profiler, som er oprettet for at påvirke debatten – ofte med politiske formål, siger han.
Han peger på både mængden og ensartetheden i kommentarerne som tegn.
– Der kom usædvanligt mange reaktioner på kort tid, og mange af dem gentager de samme budskaber. Det er ikke det billede, vi normalt møder, når vi taler med mennesker, siger han.
Skolens egen erfaring er en anden.
– Vores klare indtryk er, at langt de fleste danskere er både storsindede og hjælpsomme, også når det gælder mennesker uden for landets grænser. Det er også det, vi har mødt i vores egen indsamling, hvor opbakningen har været stor, siger Martin Diget Aamann.
På skolen har reaktionerne fået en uventet effekt.
Eleverne blev stolte. Der blev jublet. For dem var det faktisk ret vildt, at noget de har lavet i Vesterbølle kan være med til at genere Putin så meget, at der bliver reageret på det. Det tog de som et tegn på, at deres indsats har betydning, siger forstanderen.
Indsamlingen er en del af skolens arbejde med at give eleverne udsyn og ansvarsfølelse i forhold til verden omkring dem.
– Hvis en indsamling fra lille Vesterbølle kan skabe så meget opmærksomhed, så viser det jo bare, at det nytter noget at engagere sig, siger Martin Diget Aamann.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!