ULBJERG: På søndag, 22. marts slår Ulbjerg Gymnastikforening dørene op til en festlig eftermiddag med gymnastikopvisning i Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter.
Her vil en lang række gymnaster indtage gulvet og vise, hvad de har arbejdet med gennem vinterens træninger.
– Vi i Ulbjerg Gymnastikforening er rigtig glade for, at så mange børn og unge har lyst til bevægelse og gymnastik i Ulbjerg. Til vores opvisning skal rigtig mange af vores hold på gulvet for at vise resultatet af vinterens mange anstrengelser, og det plejer at være en rigtig hyggelig eftermiddag, siger formand Christina Ambrosius, der glæder sig til dagen og til at se de mange gymnaster i aktion.
Når Ulbjerg Gymnastikforening på søndag holder opvisning i de vante rammer i Ulbjerg, bliver det ikke kun med lokale gymnaster. Der kommer også gæstehold udefra.
– Vi får i år besøg af ØK-Spring fra Ørslev Kloster, VGF Rytmedamer, og sidst men ikke mindst kommer DGI Midtjylland VGF Juniorhold, som vil sætte et flot punktum på en forhåbentlig dejlig gymnastikdag, siger formanden.
Ulbjerg Gymnastikforening håber, at mange vil lægge vejen forbi Ulbjerg Kultur- og Fritidscenter og være med til at afslutte sæsonen på bedste vis. Traditionen tro rundes den festlige dag af med Ulbjergs længste kagebord.
Ulbjerg Gymnastik er klar til opvisning


