Treco får nye medejere

Fra venstre er det fra Blue Equity: Thomas Bonde, Jørgen Smit, Thomas Tvedergaard og Christian Møller og Trecos stiftere og ejere: Per Therkildsen, Allan Prang og Preben Pedersen.

Kapitalfond har købt sig ind – de tre stiftere fortsætter i virksomheden

AALESTRUP: Per Therkildsen, Preben Pedersen og Allan Prang, der stiftede Treco A/S i 1992, har solgt 59,5 procent af ejerskabet til kapitalfonden Blue Equity og tre procent til Brian Stage, der er formand for bestyrelsen i Treco.
– Vi er jo ved at være lidt oppe i årene, så vi skal tænke over fremtiden, forklarer Per Therkildsen.
De tre stiftere beholder 37,5 procent af ejerskabet. Og deres dagligdag ændre sig heller ikke:
– Indtil andet er aftalt, fortsætter vi alle tre som hidtil, siger Per Therkildsen.
Processen med at finde medejere har været undervejs i flere måneder. Stifterne har været i kontakt med flere potentielle købere:
– Men vi var slet ikke i tvivl om, at Blue Equity er de rigtige, understreger Per Therkildsen.
– Vi ser meget store muligheder i at udvikle Treco yderligere. Vi har ledt efter en partner, som vi dels føler os trygge ved, men som også kan bistå os i at professionalisere virksomheden yderligere. Det har vi fundet med Blue. Vi glæder os til samarbejdet med Blue, og vi ser frem til at bringe virksomheden til næste niveau, udtaler de tre stiftere i en pressemeddelelse.
Treco er en specialiseret metalbearbejdende virksomhed, der i tæt samarbejde med globale kunder udvikler, producerer og samler kundespecifikke produkter – primært inden for automation og selvbetjening.
Virksomheden leverer blandt andet sorterings- og boksløsninger til brev- og pakkeindustrien. Derudover har Treco udviklet Solitaire Robot – en højeffektiv sorteringsløsning, der automatisk sorterer og sekvenserer breve og småpakker. Løsningen har haft sit kommercielle gennembrud i Norden og er nu klar til at blive skaleret globalt.
Treco, der næste år kan fejre 35 års jubilæum, varetager typisk hele værdikæden samt den tilhørende logistik, herunder design, metalbearbejdning, montage, test og afskibning direkte til slutbrugeren. Virksomheden beskæftiger ca. 210 medarbejdere i Aalestrup og Hadsund og har en årlig omsætning på knap 300 millioner kroner.
Treco bliver investering nummer otte og sidste i Blues tredje fond (nr. 30 i alt i Blue), og tegner startskuddet for aktiviteterne i Blues kommende fond 4.
Aftalen er underskrevet, men den nye ejerstruktur kræver formel godkendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det varer formentlig nogle uger, før den er på plads.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!