AALESTRUP: Hvad har en by som Aalestrup at byde på nu og i fremtiden?
Rigtig meget, hvis man spørger tilflytteren Ole Thronborg. Og det er vigtigt at vise det frem for at tiltrække flere til byen. Derfor har han taget fat på at skabe en dokumentarfilm om Aalestrup – både i fortiden, men især i nutiden og fremtiden.
– Jeg flyttede hertil i februar sidste år. Et par butikker er lukket siden da, og jeg tænkte, at det her duer ikke. Alle har en ide om, at de gerne vil bo i de store byer, sådan er det også i Sverige. Derfor skal vi fortælle om det gode liv ude på landet, så flere får lyst til at bo her, siger Ole Thronborg.
Og ude på landet betyder andet end spredte ejendomme omgivet af store marker. Det kan også være byer som Aalestrup, for den har alt det, familier har brug for:
– Her er skole, bank, butikker – den har det hele.
Dokumentarfilmen skal plukke fra det positive, som byen har meget af. Det gælder også erhvervslivet. Ole Thronborg har skrevet sig en liste over virksomheder, butikker og forretninger i Aalestrup – den rummer allerede 80 navne, og han regner den ikke for komplet.
Filmen skal ikke mindst gøre unge mennesker, der står over for at stifte familie, interesserede i byen. Derfor har den 67-årige idemand allieret sig med en ung projektleder, 20-årige Lærke Veksø Hygom Sørensen. I fællesskab har de taget hul på interviews med borgere og virksomheder i Aalestrup.
En af ideerne lyder på at følge en ung familie, der ser på hus i Aalestrup. Med priser på omkring det halve af Aalborg og Viborg kan de få meget mere hus for pengene – og bo tæt på skolen.
Plads til unge kræfter
I det hele taget sprudler ideerne frem. Derfor vil Ole Thronborg og projektlederen gerne have flere – helst unge – kræfter med. Det kunne være elever på Aalestrup Naturefterskole.
– Oplæringen i lys, lyd og så videre sørger vi selvfølgelig for.
Ole Thronborg flyttede til Aalestrup for et år siden. Dermed fik han for første gang bopæl i Danmark, selv om han har været dansk statsborger hele livet:
– Mine forældre flygtede til Sverige under Besættelsen. De fik gode stillinger og blev boende i Nyköping syd for Stockholm, men beholdt det danske statsborgerskab. Det fik jeg så også, og for nogle år siden fik jeg dobbelt statsborgerskab i Danmark og Sverige, fortæller Ole Thronborg på et dansk, der vidner om, at forældrene aldrig glemte at tale sproget i hjemmet.
– Vi har altid været meget danske, og vi besøgte Danmark hvert år. Mine rødder er fra egnen – Aalestrup, Østerbølle, Vesterbølle, Nørager. Derfor slog jeg mig ned her, da jeg besluttede at købe hus i Danmark. Jeg har været slægtsforsker i mange år og bruger meget tid på Lokalhistorisk Arkiv.
Professionelt arbejdede Ole Thronborg netop med dokumentarfilm, ikke mindst i Fjernøsten. Undervejs boede han en halv snes år i Thailand.
Det virke betyder også, at han råder over alt det nødvendige udstyr til at fremstille film.
Han håber, at filmen kan være færdig sidst på sommeren, først på efteråret. Hvor den skal vises, er ikke afklaret endnu – i bedste fald bliver det DR.
Arbejdet med filmen kan følges på Facebook (Aalestrup Film), og Ole Thronborg opfordrer alle, der vil være med, til at kontakte ham. I løbet af kort tid inviterer han også til informationsmøde.
Tilflytter i gang med film, der skal vise Aalestrups mange pæne sider
