Stort ønske i Aalestrup er et godt weekendvejr

Musikalsk Weekend i rosenparken er ved at tage form

AALESTRUP: Godt vejr står øverst på ønskelisten…
Sådan siger Per Bisgaard, der er tovholder på og initiativtager til den kommende “Musikalske Weekend” i Den Jydske Rosenpark i Aalestrup.
Det er et stort arrangement, og al planlægning er på plads, så nu ønsker vi os blot godt vejr lørdag og søndag, siger Per Bisgaard, og fortsætter:
Vi har været nødsaget til at lave et par ændringer i programmet, men vi synes stadig, at vi har et godt tilbud til alle, som møder frem lørdag og søndag. Entreen er gratis, og der bliver mulighed for at lytte, danse og synge med på fællessangene. Den planlagte brunch lørdag middag må vi desværre aflyse på grund af for få tilmeldinger, men de to kvindelige sangere, Eva Bækgaard og Maria Dalsgaard, som skulle medvirke under spisningen, træder op på friluftsscenen, så ingen går glip af deres musikalske evner.
Søndag eftermiddag er det blevet nødvendigt at tage duoen “Tage og Steen” af programmet på grund af sygdom, og det har ikke været muligt at finde erstatning for de to musikere med så kort varsel.
Programmet indledes lørdag eftermiddag med sopranen Jeanet Møller Nielsen og tenorbarytonen Rune Møller Nielsen fra Nordjylland, som synger sange fra musicals, revyer, teaterforestillinger, og i det hele taget fra et meget stort repertoire. Det er lykkedes at få fat i nogle af Danmarks dygtigste folkedansere – to kvadriller fra Glad Dans Viborg som kommer til Aalestrup i deres stiveste puds og viser deres evner ud i folkedansen.
Den lokale guitarist og sanger Darko Popic, som har specialiseret sig i fortolkning af pop- og rocksange, giver gæsterne mulighed for at lytte til fortolkninger af nogle af de populære sange gennem de sidste årtier. Har man lyst til en dans, bliver der også mulighed for det, idet der bliver lagt et stort dansegulv ud foran scenen. Dansen kan fortsætte, når “veteranbandet” Bongoes indtager scenen og af to omgange spiller populære danske og engelske evergreens. Dagen slutter med fællesspisning og viseaften i pavillonen.
Søndagens program står på friluftshøstgudstjeneste og efterfølgende frokost for de som deltager i gudstjenesten. Arrangørerne har tidligere lavet samarbejde med Aalestrup Menighedsråd.
Det har vist sig at være en god ide, så det vil vi gerne fortsætte med, siger Per Bisgaard.
Efter frokosten vil Sangkraft Vesthimmerland lede fællessang med tilhørerne, og der bliver mulighed for at lytte til Aalestrup Skoles Børnekor, til koret A Piece of Cake og det helt lokale kor, Himmerlyd under ledelse af Eva Bækgaard.
Begge dage vil rosenparkens bestyrelse med frivillige hjælpere servere kaffe, kage, vafler, øl og vand, og Simested Gårdsalg er inviteret til at sælge is til de gæster som vil deltage i den musikalske weekend.

Del
Vil du læse mere af
Thorkil Christensen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Thorkil Christensen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!