AALESTRUP: “Gøre gode tider bedre”.
Sådan lød sloganet for Socialdemokratiet op til folketingsvalget i 1960. 65 år senere kan en stor del af kandidaterne til byrådet i Vesthimmerland snildt genanvende formuleringen – for tiderne er blevet bedre i kommunen.
Det var der bred enighed om, da ikke færre end 11 kandidater fra fire partier onsdag aften stod på scenen til valgmøde i Aalestrup Idrætscenter.
De seneste budgetforlig har samlet hele byrådet, og resultaterne har været gode, fik de omkring 100 tilhørere at vide.
Per Nyborg (C) fremhævede således, at det er lykkedes at få vendt udviklingen på sundhedsområdet, der tidligere var plaget af gentagne underbudgetteringer.
Det gode samarbejde hindrede dog ikke en udbredt talelyst, men en veloplagt ordstyrer, journalist Jeppe Krogager, TV2 Nord, styrede med sikker hånd debatten.
Et næsten uundgåeligt punkt i Aalestrup var jordhotellet, hvor en større mængde jord bekymrer mange af byens borgere. Er det mere forurenet end som så?
Ingen politiker talte for at få mere jord til depotet, men debatten rokkede sig ikke ud af det sted, den har stået i månedsvis: Borgergruppen ønsker uvildige prøver, politikerne med borgmester Per Bach Laursen (V) i spidsen mener, at udfordringen mest ligger i tillid eller mangel på samme. Der er taget mange prøver, og de holder sig inden for det tilladte.
Aalestrup mangler erhvervsgrunde – men de er på vej, lød det fra flere sider.
Samarbejde har gavnet kommunen


