PH Spaanteknik har opkøbt konkurrent

Fra venstre ses de tidligere ejere af Hein & Sønner A/S, Kurt Stilling og Martin Stapelfeld, sammen med ejerne af PH Spaanteknik A/S, Preben Hansen og Henrik Steen, foran en af de CNC-maskiner, der flyttes fra Randers til fabrikken i Aalestrup.

AALESTRUP: I første omgang seks nye arbejdspladser i Aalestrup og snart yderligere mindst et par stykker.
Det bliver resultatet, efter at PH Spaanteknik A/S på Bakkegaardsvej i Aalestrup har udvidet endnu engang. Denne gang ved at opkøbe den 146 år gamle Randers-virksomhed Hein & Sønner A/S.
De seks arbejdspladser er de nuværende i Randers, for produktionen bliver samlet i Aalestrup. Alle medarbejdere fra Hein & Sønner bliver tilbudt fortsat ansættelse i Aalestrup. Om alle seks ansatte ønsker at flytte med, bliver afklaret i løbet af denne uge.
Som en del af sammenlægningen vil alle aktiviteter fra Hein & Sønner nemlig flytte til PH Spaantekniks faciliteter i Aalestrup. Virksomhedens maskinpark flytter også til Aalestrup. Flytningen sker i den sidste uge af november, og mandag 2. december bliver første arbejdsdag i Aalestrup for dem, der hidtil har haft deres virke i Randers.
Sammenlægningen skal skabe en stærkere enhed inden for spåntagning og produktion af tekniske komponenter, og direktør for PH Spaanteknik Preben Hansen kalder sammenlægningen et perfekt match:

-Hein & Sønner er kendt for at levere komplicerede emner i høj kvalitet, og samtidig er de gode til lidt større emner, hvor vi er stærkere på de mindre komponenter. De manglede kapacitet, og vi har ledig kapacitet. Derfor kommer vi til at supplere hinanden rigtig godt, siger Preben Hansen og tilføjer:

-Sammenlægningen muliggør besparelser på både lokaleomkostninger og administration samt en mere effektiv udnyttelse af produktionsmaskinerne. Dette vil være med til at styrke vores konkurrenceevne i fremtiden.

Forventer nye kollegaer
Begge hidtidige ejere af Hein & Sønner, Martin Stapelfeld og Kurt Stilling, fortsætter i PH Spaanteknik og bliver en integreret del af den nye struktur.
Martin Stapelfeld er forventningsfuld:

-Vi har længe haft behov for mere produktionskapacitet, og det har ikke været muligt at udvide på vores nuværende adresse i Randers. Ved at flytte både produktionen og vores maskinpark til Aalestrup, får vi ikke kun bedre plads, men også adgang til nogle af markedets bedste faciliteter og teknologier, siger Martin Stapelfeld.
Han understreger, at det sidste er vigtigt:

-Vil man være med helt fremme i det her marked, så kræver det topmoderne maskiner og en høj kapacitet. Det får vi nu, og dermed sikrer vi, at vores nuværende og kommende kunder kan forvente produkter og service i en meget høj klasse, siger Martin Stapelfeld.
Tilbage i 2021 udvidede PH Spaanteknik med en ny produktionshal og indkøb af nye maskiner, og nu skal der gøres plads til maskinerne fra Hein & Sønner A/S.

-Vi har pladsen, men vi kommer formentlig til at skulle bruge flere hænder. Så min forventning er helt klart, at når vores nye kollegaer og maskiner fra Randers er kørt ordentligt ind, så skal vi til at se os om efter flere dygtige folk, som har lyst til at arbejde sammen med os i Aalestrup, siger Preben Hansen.

For øjeblikket er der cirka 30 ansatte hos PH Spånteknik. Dertil kommer så de seks fra Hein & Sønner – og altså flere endnu i den nærmeste fremtid.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!