BOLDRUP: Så er det igen blevet tid til, at markerne ved Boldrup Museum skal gøres klar til foråret.
Når det er et museum, er det meget naturligt, at markarbejdet bliver klaret med gamle veterantraktorer. Derfor har det lille landbrugsmuseum igen allieret sig med traktorførere fra Motor- og Traktorklubben Jylland.
Lørdag formiddag 2. maj starter de deres gamle motorer op og tøffer mod Boldrup Museum, hvor de vil pløje, sprede møg, harve og så, og udføre det der skal til, for at museet kan få nogle flotte kornmarker i løbet af sommeren.
– Vi er glade for, at traktorklubben stiller op, når der skal arbejdes på museets marker. Og så er det dejligt, at arbejdet samtidig kan blive en del af formidlingen på museet, fortæller museets ansatte “husmand”, Per Sørensen, der sammen med naturvejleder Gert Rubæk og Boldrup Museumsforening og traktorklubben står for arrangementet.
– Der plejer altid at komme en masse glade gæster i alle aldre denne dag. Det er en dag, der både appellerer til børnefamilier og de ældre. Det kan være helt rørende at se nogle ældre, for længst pensionerede landmænd, stå og snakke og drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor det var dem, der sad på den gamle Ferguson, siger Per Sørensen.
Ud over at følge med i arbejdet på markerne kan gæsterne få en køretur i en af foreningen Hestefolkets vogne, eller hygge sig med nogle af de mange dyrebørn, der altid er på museet på denne årstid.
Nu skal der sås i Boldrup


