AALESTRUP: Gode ting tager tid, og efter en beslutning på generalforsamlingen forleden er der nu udsigt til, at stråtaget på Den Jydske Rosenparks pavillon i Aalestrup bliver skiftet til efteråret.
På generalforsamlingen godkendte forsamlingen nemlig et sæt vedtægter for den selvejende institution Den Jydske Rosenpark. Når Vesthimmerlands Kommune har tiltrådt disse vedtægter skifter pavillonen ejer, og dermed kan arbejdet med et nyt stråtag begynde. Tækkemanden er bestilt, men han kan først gå igang med arbejdet til efteråret.
Den selvejende institution Den Jydske Rosenpark i Aalestrup bliver ny ejer af pavillonen og flere mindre bygninger, herunder velfærdsbygningen på den nærliggende Aalestrup Campingplads. Vesthimmerlands Kommune bevarer ejerskabet af grunden og fortsætter med pasning af blomsterbede og græsplæner m.m. i parken.
Den selvejende institution har købt pavillonen og de tilhørende bygninger for en krone og får i tilgift 1,5 mio. kr. til at sætte bygningerne i stand for, herunder til renovering af pavillonens stråtag. Der er for kort tid siden lagt nyt paptag på velfærdsbygningen, ligesom der er udført andre mindre renoveringsopgaver i parken – enten af kommunen eller af det grønne frivillige arbejdshold i Aalestrup.
Den oprindelige pavillon i rosenparken blev opført i 1928, men brændte i 1988 i forbindelse med et lynnedslag. Der var et stort ønske om at genopføre pavillonen i den oprindelige byggestil, hvilket skete så langt som erstatningen fra brandforsikringen kunne række. Der blev også lagt stråtag, men det har længe været i så ringe en forfatning, at det skal skiftes.
Efter handelen med kommunen bliver det nye tag en af de første renoveringsopgaver for bestyrelsen.
Nu lysner det omkring nyt stråtag til rosenparkens pavillon
