AALESTRUP: Medlemmerne af Lions Club i Aalestrup har været på storvildtsjagt i Afrika.
Det var dog ikke tale om en lang rejse, men et besøg hos tidligere borgmester og storvildtsjæger Knud Kristensen i Hornum. Denne aften havde ægtefællerne også fået lov til at være med.
Gæsterne blev inviteret ind i den store jagtstue, hvor der er fyldt op med en imponerende samling fra de forskellige jagtture.
Knud Kristensen fortalte så levende om sin oplevelser, at man følte man var med på de spændende ture. Jagtturen gik ofte til Sverige, Polen og Ungarn. I 2000 var han så heldig at blive opfordret til at tage med på storvildtjagt, sammen med venner.
Første gang Knud Kristensen tog turen til Afrika var sammen med sin hustru Bente, så det skulle være både ferie og jagt. Turen gik med fly til Johannesburg og derefter en køretur på 650 km op gennem Sydafrika, som ikke gik helt gnidningsløst, men de nåede da deres mål og havde en storslået oplevelse.
Men turen var så stor en oplevelse, at efterfølgende besøgte Knud Kristensen Afrika 15 gange. Hans store ønske var at nedlægge ”The Big Five”, løve, næsehorn, leopard, bøffel og elefant, og det lykkedes efter otte års anstrengelser på både godt og ondt.
Men det var en kæmpeoplevelse, sagde Knud Kristensen, og han afsluttede ”arbejdet” med en nedlægge en elefant.
Dyrehovederne blev konserveret i Afrika og sendt med container til Danmark. Knud Kristensen fortalte, at han har papirer på at alle dyrene, som er blevet skudt og importeret på lovlig vis.
Efter et par timer på storvildtjagt i Afrika med historier og anekdoter, var der tid til oplevelser på den hjemlige front. Knud Kristensen valgte at fortælle om, da Dronningen og Prinsgemalen var på besøg i Vesthimmerland i 2014. Det var en munter beretning om mødet med kongefamilien, som Knud Kristensen, som borgmester mødte flere gange og var blandt andet inviteret på jagt med dengang, Kronprins, nu Kong Frederik.
Lions Club på tur til Afrika


