Ildsjæl takker af

I fjor blev Inge Carlskov hædret med Landdistrikternes Ildsjælepris i Viborg Kommune.

Inge Carlskov er ikke længere formand for Fjordklyngerådet

FJORDKLYNGEN: Hidtil har Fjordklyngerådet aldrig haft anden formand end Inge Carlskov fra Skringstrup. Men på generalforsamlingen i slutningen af april stoppede hun.
– Jeg har været formand i 12 år for et råd, der har eksisteret i 11 år, forklarer hun – og uddyber:
– Der blev oprettet et foreløbigt udvalg i 2014, som jeg blev spurgt om at være formand for. Det sagde jeg ja til, og så blev jeg valgt som formand, da vi konstituerede os i 2015 – nok fordi der ikke var andre, der ville.
Gennem de 11 år har hun lagt utallige timer i rådet. Det blev oprettet efter ide af en forsker fra Aalborg Universitet, der mente, at en kommune som Viborg med omkring 90 mindre byer burde have flere fyrtårne end blot Viborg.
– Og jeg synes bestemt, at vi er blevet et sådant fyrtårn, siger Inge Carlskov. Viborg Kommune fremhæver os da også ofte.
– I begyndelsen var det svært, for ingen vidste rigtigt, hvad det var, vi skulle i gang med.
Fjordklyngen omfatter seks byer: Låstrup, Nr. Rind, Skals, Skringstrup, Sundstrup og Ulbjerg.
– Og lige fra starten var vi enige om ligelig repræsentation, så der sidder to fra hver by i rådet, forklarer Inge Carlskov. Det har betydet, at ingen har følt sig trynet.
Som eksempel giver hun fordelingen af de ni millioner kroner, rådet fik til områdefornyelse: Den ene trediedel blev fordelt ligeligt mellem byerne, to tredjedele til det åbne land. Det betød, at området omkring Nr. Rind blev styrket, for det var nødlidende.
– Jeg er lidt stolt af, at vi kunne blive enige om at analysere, hvor behovet var størst i stedet for bare at dele ligeligt ud, siger Inge Carlskov.
Hun glæder sig også over, at udviklingen nu peger i den rigtige retning for alle seks byer, der oplever tilflytning af unge familier.
Spurgt, hvad hun er særlig tilfreds med, at rådet har opnået i hendes formandstid, lyder svaret – at der er meget at pege på:
– Jeg er stolt af, at vi har får muslingefestivalen i Sundstrup banket op, at vi har fået reetableret kirkestien mellem Låstrup og Skringstrup – hvor broen over Simested Å fik Arkitekturens Pris, at vi har fået renoveret den gamle skole i Låstrup til et velfungerende kulturhus, at vi har fået trukket Hærvejsløbets cykelløb rundt i hele området – for at nævne nogle ting.
Rådet har også set som igangsætter, så flere foreninger er sprunget ud som selvstændige. Det gælder både cykeklub, kunstforening og naturformidlingen.
På det seneste har Fjordklyngerådet arbejdet på at fordele opgaverne, så ikke alt hænger på formanden.
Andre har formået at sætte pris på hendes indsats: I fjor modtog hun Landdistrikternes Ildsjælepris 2025 i Viborg Kommune.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!