Herregården Hessel renoveres for tre mio.

Stråtaget på Hessel er taget af for at håndværkere kan reparere skrøbelige vægge, inden der lægges nyt stråtag på i løbet af oktober.

HVALPSUND: Herregården Hessel er en af de sidste firelængede, stråtækte herregårde i Danmark.
Herregårdens historie går tilbage til middelalderen, hvor den nævnes første gang i 1391.
Det nuværende stuehus er fra tiden efter 1702, det år hvor en brand tog det måske originale stuehus og staldene.
Branden opstod, da der skulle brygges øl til jul, og maltkøllen blev for varm og tændte ild i stuehuset.
Gennem tiderne er stuehuset fra 1702 ændret og for eksempel gjort længere i begge ender, og bindingsværket er udskiftet med mursten.
Men alder og forandringer har tæret på huset, og nu er der problemer med muren ud mod gårdspladsen, som langsomt skrider ud.

-Væggen slår revner. Det skal stoppes, og derfor sker der her i efteråret en renovering af stuehuset. I denne uge blev stråtaget fjernet og dernæst skal specialister få stabiliseret muren. Til sidst lægges nyt stråtag på hele stuehuset, siger museumsleder Elisabeth Barfod Carlsen.

En unik chance
Byggeprocessen er fra august til november og skal både sikre væggen og samtidig at, der ikke sker ændringer i udtrykket af den fredede bygning.
Muren bliver altså ikke revet ned og bygget op igen med moderne materialer. I stedet bliver der sat metalstolper ned igennem muren, som skal forhindre yderligere skred i den, og det er den helt rigtige fremgangsmåde, mener museumslederen.

-Vi skal ikke gå ind og ændre på selve strukturen af stuehuset. Selvom det stykke mur, som skrider, kun udgør en lille del af bygningen, vil den ikke længere være autentisk, hvis vi anvender moderne materialer til en genopbygning. Vi har et ansvar overfor eftertiden til at bevare den så autentisk som overhovedet muligt, siger Elisabeth Barfod Carlsen.
Hele operationen på den skrøbelige bygning til tage et par måneder, hvis alt går vel og vejret er med herregården.

Prisen er tre millioner kroner, som er givet fra Aage og Johanne Louis- Hansens Fond, Vesthimmerlands Kommune, Brebølfonden og Melsenfonden.
Herregårdsmuseet vil være åbent under hele processen, naturligvis uden adgang til selve stuehuset udover at kunne se det.

-Det er en unik chance for at se, hvordan et stråtag lægges, og når arbejdet er færdigt, kan stuehuset holde i mange, mange år endnu, siger Elisabeth Barfod Carlsen.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!