Globen på plads i det gamle posthus

Globen er blevet nabo til Globen. I den gamle rutebilstation har Globen i flere år drevet café, og nu er de øvrige aktiviteter i Aalestrup rykket ind i det gamle posthus (til venstre).

Bedre lokaler og central placering efter flytning

AALESTRUP: Huset blev bygget til postvæsenet, men det er år og dag siden, det sidste postbud forlod den solide rødstensbygning på Busgade 12 i Aalestrup. En periode har bygningen stået tom, men er nu igen fyldt med liv hver dag.
Ind er flyttet Globen, et dagtilbud for 40-45 fysisk og psykisk udviklingshandicappede. De har sagt farvel til de nedslidte lokaler på Dalgaardsvej – og det lige i tide: Busgade 12 er langt bedre isoleret i disse blæsende, kolde uger.
Flytningen skete kort før jul, men seks uger senere er knapt alt på plads endnu. Og det er med vilje:
– Nogle af borgerne skal have god tid til at vænne sig til forandringer. Hvis alle vi 12 ansatte mødte ind en aften, kunne vi nok få det hele på plads, men borgerne skal være have en oplevelse af, at de stille og roligt finder sig til rette, fortæller Lærke Abildgaard, pædagog hos Globen.
– At de har medbestemmelse er med til at styrke deres identitet, føjer Ida Gaaei Neergaard, der er ergoterapeut i Globen, til.
Flytningen har andre fordele end en bygning i bedre stand: Nærmeste nabo er nemlig en anden afdeling af Globen: Rutteren, nok bedre kendt som den gamle rutebilstation. Her driver Globen en café, der har åbent alle hverdage frem til kl. 14 efter aftale med Nordjyllands Trafikselskab.
Borgerne på de to afdelinger besøger hinanden, ligesom nogle fra Busgade 12 køber deres frokost på Rutteren.

To grupper
De borgere, der kommer til Busgade 12, er primært fordelt i to større grupper, der har hver deres lokale. Dertil er indrettet mindre rum til de borgere, der har behov for at blive skærmet for at være sammen med mange mennesker.
De fleste kommer hver dag, huset åbner kl. 8. Andre nøjes med tre eller fire dage om ugen.
Nogle arbejder også ud af huset:
– En borger hjælper en dag om ugen hos en lokal mekaniker, en anden har nogle timer i en børnehave, siger Ida Gaaei Neergaard.
Hverdagen hos Globen er fast struktureret med morgenmøde og formiddagskaffe.
– Vi snakker hver dag om dagens aktiviteter, som borgerne selv er med til at vælge. Det kan være en tur på kælk, kreative aktiviteter, at lave mad i vores træningskøkken eller noget helt fjerde. Vi kigger hele tiden på, hvad borgerne ønsker og er motiverede til, siger Lærke Abildgaard.
Et par mulige aktiviteter venter på varmere vejr: Busgade 12 råder over en stor græsplæne, der skal forsynes med både drivhus og bålhytte.

Vigtig flytning
Afstanden fra Dalgaardsvej 1 til Busgade 12 er beskedne 750 meter, men alligevel har flytningen gjort en stor forskel for mange af borgerne: Nu ligger det indenfor gangafstand fra flere botilbud, blandt andet på Vinkelvej.
Det betyder daglig motion og frisk luft.
Globens to afdelinger i Aalestrup udgør langt fra hele tilbuddet:
– På den gamle skole i Vr. Hornum har vi et dagtilbud for senhjerneskadede, træværksted og dyrehold. Det er også her, at orkestret øver hver onsdag – det orkester, der har vundet MGP for udviklingshæmmede, fortæller Kenneth Bach Christensen, der står i spidsen for hele Globen.
I Løgstør har Globen to grupper, dels multihandicappede, dels ældre udviklingshæmmede. Dertil en klub, der tager sig af fritidsaktiviteter:
– Det kan være svært for borgere med egen bolig at skabe netværk. Det kan klubben hjælpe med, siger Kenneth Bach Christensen.
Købmandsgården i Gundersted drives også af Globen. Den er blevet digital, så den er åben hele døgnet – ligesom der bliver kørt vareture på to ruter.
Endelig har Globen et botilbud på østre Boulevard i Aars med 10 pladser til senhjerneskadede.
Alt i alt rummer Globens tilbud 185-190 borgere, som cirka 75 ansatte tager sig af.
Når afdelingen på Busgade 12 er på plads, er planen at byde til Åbent Hus hen på foråret eller i løbet af sommeren:
– Aalestrup bakker os virkelig op, understreger Kenneth Bach Christensen.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!