AALESTRUP: Det kommunale beskæftigelsestilbud “Globen” i Aalestrup flytter inden længe fra Dalgaardsvej i industrikvarteret og ind til midtbyen.
To tidligere statsejede bygninger, posthuset og jernbanestationen, i Busgade, ejes nu af Vesthimmerlands Kommune og bliver ramme om beskæftigelsestilbuddene hos “Globen”. Efter en større ombygning forventes posthusbygningen at være klar til indflytning senere på året.
Kommunen har i en årrække været ejer af stationsbygningen. Posthusbygningen fra 1980erne blev, efter at have stået tom i flere år, indrettet til administration for Himmerlands Kød, men blev ledig i forbindelse med at virksomeden opførte det nye slagteri ved omfartsvejen.
Siden har kommunen købt alle slagteriets grunde og bygninger ved Busgade. Det meste af det oprindelige slagteri er revet ned, men administrationsbygningen er bevaret og findes velegnet til “Globen”s tilbud.
Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvad der skal ske med bygningerne på Dalgaardsvej.
“Globen” flytter ind i Aalestrup midtby
