Galleriet i Aalestrup kører nu på sit 16. år

Bestyrelsen i Galleri Aalestrup fejrer 16 års fødselsdag med ny fernisering. Fra venstre Ellen Buus Kristensen, Lone Vammen, Eva Dahlsen (formand), Anette Spanggaard, Mona Helsing og Jens Helsing.

Ny udstilling åbnes på lørdag, 6. september

AALESTRUP: Det er nu 16 år siden, at lokale kunstnere fik den ide, at leje forretningsejendommen på St. Torv i Aalestrup til kunstudstilling. Fra lokalerne blev der tidligere solgt dametøj, herretøj og sportsudstyr.
En bestyrelse blev nedsat og dermed var Galleri Aalestrup en realitet.
Siden har de initiativrige personer været yderst aktive i byens liv, og tit er galleriet en del af de aktiviteter der foregår på Torvet, ofte i samarbejde med Aalestrup Handel & Erhverv. Galleriet er altid åbent, når der foregår noget på Torvet.
I april da blomstermanden Johnny Haugaard viste sin kunst på Torvet, holdt galleriet åbent. Det afstedkom, at mange besøgende i Aalestrup – også fik en oplevelse med et interessant galleri, som blev beundret af dem som kikkede ind. Mange drog afsted med et mindre eller større kunstværk.
Der er i de nu 16 år vist meget forskellig kunst i lokalerne. Bestyrelsen har altid holdt fanen højt, og niveauet har aldrig været til diskussion. Mangfoldigheden har været stor og udstillerne er kommet fra hele landet.
Der er stor kreativitet inden for den kunst der bliver udstillet, og selv om malerierne dominerer, så er der også mange andre spændende kunstværker at se, bl. a. keramik, glaskunst, håndarbejder og smykker. Hver mandag samles en gruppe kunstnere i galleriet, for at arbejde med deres kunst, inspirere hinanden og for at hygge sig.

Købte ejendom
Et par år efter galleriets åbning i lejede lokaler, blev ejendommen udbudt til salg. To af galleriets og byens meget aktive kunstnere, Anette og Poul Spanggaard købte bygningen og reddede derfor det populære galleri fra at skulle flytte, eller i værste fald lukke.
Bygningen er gennem årene blevet renoveret, så der er gode forhold til udstillerne og den efterhånden store flok, der er med i kunstnergruppen, og som gerne vil gøre rigtig meget for kunsten i Aalestrup.

Fernisering
På lørdag, 6. september er der fernisering på en ny udstilling. Denne dag vil huset igen være fyldt med spændende kunst.
Galleri Aalestrup har ofte fået donationer til at forbedre lokalerne, og til ferniseringen på lørdag, vil der igen dukke en donationsyder op med penge til et bestemt formål.
Mange af udstillerne har været med i mange år. Galleriet har en fast skare af kunstnere, som hver anden måned, når der er fernisering, fornyer deres stande, så der altid er noget nyt at se på.
Derfor er det altid en god oplevelse at besøge Galleri Aalestrup. Også på lørdag lover bestyrelsen, at der som sædvanlig serveres kaffe og at der er et stort lækkert kagebord til gæsterne.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!