AALESTRUP: Der var fuldt hus, og nogle måtte endda gå forgæves, da der onsdag blev sat fokus på nogle af de kvinder der gennem tiden har gjort en særlig forskel for Aalestrup. Det foregik i Sognehuset med et veltilrettelagt foredrag suppleret med lokalhistoriske billeder på storskærm.
Arrangementet var tilrettelagt af tidligere lærer Ejner Noe som, mens han var Knaberkonge i Aalestrup, tog initiativ til lokalhistoriske byvandringer. Arrangementet i år var flyttet indendøre, og det var heldigt, for umiddelbart inden satte det ind med et kraftigt regnvejr.
“Aalestrups stærke kvinder” var overskriften for en omfattende research som Eva Krabbe, Anne Kirstine Jensen og Martin Haubro Jensen havde udført omkring eftermiddagens hovedpersoner – direktør Kirsten Nielsen, viceborgmester Inger Stad, sygeplejerske Ragnhild Nielsen, manufakturhandler Ester Nielsen, søstrene Lis Saugbjerg og Erna Nielsen, fotograf Kirsten Salling, skotøjshandler Agnethe Bickley og forretningsindehaver Else Andrea Nielsen.
Som indledning spillede Ejner Noe til fællessangen “Flickarne fra Småland” – kendt fra ABC Teatret i 1968, hvor Jørgen Ryg og Dirch Passer havde stor succes med den. Ejner Noe introducerede herefter Eva Krabbe, Anne Kirstine Jensen og Martin Haubro Jensen, og roste deres imponerende research udført på Aalestrup Lokalhistoriske Arkiv, og hvor ikke mindst artikler og annoncer fra gamle udgaver af Vesthimmerlands Avis indgik i arbejdet.
– Det har været svært at vælge nogle ud, for der er mange kvinder som har gjort en forskel for Aalestrup, sagde Ejner Noe.
Eva Krabbe fortalte levende om Kirsten Nielsen, lægedatteren, der blev gift med slagteriejer Hjalmar Nielsen og flyttede ind på “Gården” tæt på Simested Å i 1943. I 1953 mistede Hjalmar Nielsen livet i en færdselsulykke og enken Kirsten Nielsen tog over som leder af slagteriet. Her var hun i 30 år til 1985, da hun som 73-årig afhændede virksomheden.
Eva Krabbe fortalte også om Inger Stad, født i 1937 i Hobro, og som blev gift med bankmanden Ib Stad i Aalestrup. Inger Stad var “hjemmegående” husmor, og involverede sig i Aalestrup Husmoderforening, som etablerede Aagades Børnehave i 1969. Hun kom i spidsen for landsindsamlinger til fordel for Kræftens Bekæmpelse, var medlem af Aalestrup Kommunalbestyrelse i 28 år, hvor hun i flere perioder var eneste kvinde. Hun var viceborgmester sideløbende med mange andre hverv.
Anne Kirstine Jensen fortalte om den ugifte sygeplejerske Ragnhild Nielsen, der levede i Aalestrup fra 1899 til 1952. Ragnhild Nielsen var meget afholdt i lokalområdet, og sygeplejegerningen var hendes kald. Hun døde i sin bil af et hjertestop i 1952 efter hun i glat føre kørte i grøften på Hovedvej 10.
Anne Kirstine Jensen fortalte også om manufakturhandler Ester Nielsen, der som enke kom til Aalestrup i 1948 og overtog Børge Bangs forretning. Hun var fra Krogstrup ved V. Hornum og købte i 1947 en ejendom med manufakturforretning, cykler og mekanikerværksted i Ranum, som sønnen Flemming og en datter blev beskæftiget med. Ester Nielsen så store muligheder i Aalestrup, og da sønnen i 1955 blev gift med Laura P. Jensen gjorde de i fællesskab ejendommen på hjørnet af Aagade og Borgergade til en populær forretning, som trak kunder langvejs fra. Ester Nielsen døde i 1982.
Anne Kirstine Jensen fortalte også om søstrene Lis Saugbjerg og Erna Nielsen, født på Højvang ved Farsø og flyttede til Aalestrup da de hver især blev gift. Lis Saugbjerg passede installationsforretningen i Vestergade og Erna Nielsen havde job som lærer. Begge har været og er særdeles aktive frivillige, Lis Saugbjerg som Røde Kors-besøgsven og Erna Nielsen med Blå Kors genbrug. De synger og spiller for de ældre på plejecenter Aaglimt, og har begge gennem mange år deltaget i arbejdet omkring kirken, ligesom de stadig er med i forskelligt velgørende arbejde.
Martin Haubro Jensen fortalte om Kirstine Salling fra Bygum, der købte ejendommen Vestergade 7 omkring ca. 1900. Hun var portrætfotograf og indrettede atelier i øverste etage, mens der var beboelse på første sal og forretningslejemål i stueplan. Hun var en driftig kvinde ligesom Agnete Johanne Sørensen, der blev gift med englænderen Alf Bickley i 1955 og drev en stor skoforretning i Vestergade.
Den sidste af de “stærke” kvinder, der blev omtalt i foredraget, var Else Andrea Andersen, født i Vesterris, og var køkkenleder på Sebber Kloster i 10 år inden hun i 1957 begyndte at udruge kyllinger og ænder. Hun blev gift i 1965 med gårdejer Einar Nielsen, “Frydenlund” ved Hvam, og åbnede modeforretning og parfumeri i Hobro i 1984 med filial i Gedsted fra 1989. Da Else Nielsen i 1992 afhændede forretningen i Hobro åbnede hun “Andrea” i Aalestrup, og udvidede som 93-årig med børnetøjsforretning og outlet i V. Boysens tidligere lokaler i Vestergade i Aalestrup. Else Nielsen var særdeles aktiv til hun døde i 2018, og Martin Haubro Jensen sluttede foredraget med at vise et klip fra en TV-udsendelse om hende, hvor hun i høj alder gav udtryk for, at hun befandt sig bedst med at have noget at bestille.
Fuldt hus til Knaberfest-aktivitet: Satte fokus på nogle af byens stærke kvinder


