VESTHIMMERLAND: At kigge ud af vinduet eller stikke hovedet ud af døren er nok den bedste vurdering, man kan få, af, hvordan vejret er.
Men hvordan det bliver, er vejrtjenesterne nok lidt bedre til, og både de danske og den norske har opjusteret de forventede mængder sne ved middagstid i dag torsdag, 5. februar – som bonusinfo til de royale er det Dronning Marys fødselsdag.
I morges viste DMIs prognose 6mm nedbør, hvilket kan omsættes til 6 centimeter, når det falder som sne. TV2 viste 9mm og norske YR det samme.
Nu står der 9mm på DMIs hjemmeside og 11 på TV2 og YR – men som alle ved, kan det ændre sig både den ene og den anden vej igen. Der er også tale om et gennemsnit af prognoserne på de forskellige vejrtjenester.
Hvis det bliver til den helt høje side, kan der falde 16-18cm sne.
Hos Park & Vej forbereder man sig på det værste, så godt det nu er muligt.
– Vi sætter sneplov på alle vores køretøjer i eftermiddag, og så holder vi ellers øje i løbet af eftermiddagen og frem. Jo mindre der kommer, jo mere kan salten tage, men den vil nok ikke kunne tage det hele, siger afdelingsleder Henrik Grøn.
Han minder om, at det kun er vejene i kategori 1 og 2, som vil blive ryddet løbende, mens snevejret – og muligvis snestormen – står på.
De mindre veje i kategori 3 omfatter villaveje, mindre veje som ikke er gennemkørende, grusveje og en del blinde veje.
Og kommer der 10 centimeter, skal man ikke forvente sorte veje fredag.
– Nu får vi se, hvor slemt det bliver, men det skal lige falde, før vi kan rydde det. Den største udfordring er, når det fyger. Vinden kommer fra øst, så det bliver på de østvendte veje, det kan fyge til, men vi gør alt, vi kan, for at holde vejene fri, siger Henrik Grøn.


