Faldne flyvere mindet i Aalestrup efter 80 år

Omkring 80 deltagere var med ved mindehøjtideligheden i Aalestrup.

AALESTRUP: Krigens grusomheder gav efter 80 år anledning til en andægtig mindehøjtidelighed i Aalestrup.
Natten mellem 29. og 30. august 1944 blev to Lancaster bombemaskiner skudt ned over egnen af en tysk natjager.
Det ene fly faldt ned ca. 1 km syd for Aalestrup ved Langagergaard, og hele besætningen mistede livet.
Samme nat blev endnu en Lancaster skudt ned. Den styrtede ned i Louns bredning, og kun piloten Peter Wasik overlevede og blev smuglet til Sverige, hvorfra han siden kom tilbage til England.

I oktober 1944 blev endnu et fly skudt ned, og endte i Risgårde Bredning. Knap et år senere blev vraget fundet og heri fandt man piloten Norman J. Evans, som blev begravet på Aalestrup Kirkegård sammen med besætningen fra de øvrige to Lancaster-maskiner.
I år er det 80 år siden at disse begivenheder fandt sted.
I Aalestrup begyndte mindehøjtideligheden søndag med en gudstjeneste i Aalestrup Kirke ved sognepræst Asger Staugaard Nielsen, Gedsted, hvorefter menigheden blev inviteret over i Aalestrup Sognehus til en forfriskning.
Deltagerne gik så over til kirken, hvor de 24 medlemmer af Aalborg Flyvestations Brass Band bød på et bredt repertoire fra salmer over honnørmarch til melodier af Andrew Lloyd Webber og andre populære musikstykker, så de omkring 80 deltagere fik en god oplevelse.


The last post
Herefter var der efter nogen forsinkelse kransenedlæggelse, hvor en engelsk ambassade attaché fra København lagde en krans og Franz Strehle fra Aalborg-foreningen Fouat (Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste) lagde en krans på vegne af Aalestrup Menighedsråd.
Med bøjet hovede lyttede deltagerne til “The last Post” spillet på trompet, og herefter var der mulighed for at komme op på Aalestrup Kirkes loft, hvor de oprindelige trækors, som blev sat på gravene efter begravelsen, står.
Trækorsene blev 5. maj 1946 afløst af det nuværende mindemonument, som var blevet til ved indsamling blandt beboerne i Aalestrup og Østerbølle kirkedistrikter. Korsene kostede 5-6000 kroner, hvilket i 2024 svarer til omkring 130.000-140.000 kroner.
I forbindelse med afsløringen af mindestenen 5. maj 1946 var der arrangeret en storstilet festlighed, og hvor flere af de pårørende fra England deltog og efterfølgende var inviteret til spisning på Svendsens Hotel, hvor der også blev holdt flere officielle takketaler.
Dagens festligheder sluttede i Aalestrup Sognehus, hvor der blev budt på kaffe og småkager, og der var mulighed for at se en lille udstilling med plancher. Der var også lavet en præsentation med billeder fra afsløringen af mindestenen 5. maj 1946, samt et kort levende klip af en Lancaster bombemaskine som landede ved et engelsk flyshow, så man kunne fornemme, hvor store netop disse fly var, som blev skudt ned, og hvis besætningsmedlemmer blev begravet på Flyvergraven ved Aalestrup Kirkegård for 80 år siden.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!