“Staudeengen” er kommet på plads ved Nordre Ringvej
AALESTRUP: Det er et stort arbejde at flytte en planteskole, men det var, hvad ægteparret Hanne og Carsten Rasmussen tog fat på da de for halvandet år siden blev opmærksomme på, at der skulle rejses vindmøller ved deres ejendom “Staudeengen” ved Gundersted.
De var begge fyldt 70 år og skulle nu begynde en ny tilværelse et andet sted. Det blev på ejendommen Nordre Ringvej 48 i udkanten af Aalestrup.
Efter flytningen kan Hanne og Carsten Rasmussen kalde sig “halvtidspensionister”. Foruden blomsterproduktion og salg, sælger de Aronia-produkter og driver bed and breakfast sideløbende med udlejning af festlokaler. Så der er nok at se til for det energiske og travle ægtepar.
Hanne Rasmussen fortalte historien ved AIF Erhvervsklubs generalforsamling, som blev holdt i festlokalet hos “Staudeengen”.
– Hvis ikke vi solgte ejendommen ved Gundersted ville vi føle os stavnsbundet på grund af vindmøllerne. Vi har haft sansehave, planteproduktion og salg i Gundersted i 18 år, og sideløbende hermed har vi solgt Aronia-produkter, og da vi fik et tilbud om salg af jorden fra Hofors skulle vi træffe en beslutning. Vi kørte rundt i Vesthimmerland for at se om vi kunne finde et egnet sted, og da vi kom til Aalestrup følte jeg, at her kunne jeg bo, sagde Hanne Rasmussen.
På ejendommen ved Nordre Ringvej var der kun græs, og Hanne og Carsten Rasmussen kunne medtage planter fra “Staudeengen” i Gundersted, hvor drivhuse, cafe og alt andet skulle fjernes inden overdragelsen til Hofors. Ægteparret gik igang med en helt ny tilværelse et nyt sted og bor i dag i pragtfulde omgivelser, hvor de samtidig kan fortsætte med at drive virksomhed.
– Nok arbejder vi med blomster, men vi lever af at sælge Aronia-produkter. Aronia bærrene har mange gode egenskaber. Vi importerer produkterne fra Tyskland, og sætter etiketter på, sagde Hanne Rasmussen.
Med eneforhandling i Danmark sælger Hanne og Carsten Rasmussen mellem 20 og 30 paller Aronia om måneden – med levering til omkring 200 butikker i hele landet.
Hertil kommer udlejning af værelser og selskabslokaler, som parret har fået godt gang i. Som Hanne Rasmussen siger: Aalestrup-borgerne har fundet ud af, at vi er her!
Derimod lever ægteparret ikke længere helt op til firmanavnet “Staudeengen”. De har nemlig ikke stauder som i Gundersted, hvor der var en stor staudeproduktion. Men navnet “Staudeengen” hænger ved – og selv om der ikke er stauder, så er der mange andre blomster og planter som Hanne og Carsten Rasmussen passer og plejer med henblik på salg.