En god snak øger ældres livskvalitet

VESTHIMMERLAND: Da 91-årige Rita mistede sin mand Vagn for syv år siden takkede hun ja til et besøg af Helle Yde Thomsen, som er forebyggelseskonsulent i Vesthimmerlands Kommune – et ja, som hun i dag er meget glad for, at hun ikke kastede over bord.
Et forebyggende hjemmebesøg er en samtale i borgerens eget hjem med fokus på sundhed og trivsel hos den enkelte. Samtalen tager udgangspunkt i den hverdag og de livsvilkår, den pågældende borger befinder sig i. Formålet er, at borgeren kan bevare et så sundt og selvhjulpet liv som muligt. Tilbuddet henvender til borgere, der har et sundt og aktivt liv, men også til borgere, der har sundhedsmæssige udfordringer, og er for aldersgruppen 65 år og opefter.
– Vi kan være med til at opspore tidlige tegn på sygdom og mistrivsel, men i høj grad også være med til at understøtte alle de ting, borgeren allerede selv gør, for at bevare en høj grad af sundhed, livsglæde og trivsel, fortæller forebyggelseskonsulent Helle Yde Thomsen.
– Det kan også være, at der skal tages hånd om en borger, der begynder at få fysiske skavanker, eller måske får vi en fornemmelse af, at det begynder at knibe med hukommelsen, og så kan vi sætte ind så tidligt som muligt, tilføjer Helle Yde Thomsen.
Rita har ikke selv børn, og heller ikke andre nære familiemedlemmer i området. Derfor er hun meget positiv overfor, at kommunen giver mulighed for at få en uformel snak med gode råd og vejledning.
– Jeg var skeptisk til at starte med, og brød mig ikke om, at der skulle komme en fremmed ind i mit hjem, men så vendte jeg den om, og tænkte, at man også taler rigtig godt med én, som ikke er så tæt på. Så kan man være lidt mere åben, og behøver ikke at “veje” sine ord. I dag er jeg meget glad for, at jeg ikke gav slip, fortæller Rita og tilføjer:
– Det betyder desuden rigtig meget for mig, at det har været den samme person gennem mange år. Vi taler godt sammen, jeg er tryg ved Helle og jeg føler mig i den grad set og hørt.

Tilskud til scooter
Rita har for nylig investeret i en ny el-scooter, som har givet hende bedre muligheder for at komme ud og deltage i de aktiviteter, som hun gerne vil. El-scooteren har også lettet hendes hverdag, da det er blevet nemmere at handle ind og besøge veninderne i byen.
Rita er bevilget tilskud fra kommunen – penge, som hun ikke vidste hun kunne søge, hvis ikke Helle Yde Thomsen havde gjort hende opmærksom på den mulighed.
– Jeg havde jo ikke selv fundet ud af, at jeg kunne søge penge hos kommunen, og selv om jeg godt ved, at Helle ikke kan gå ind til kommunen og skaffe mig en masse penge, så har hun vejledt mig og fortalt om mulighederne for at søge et tilskud, siger Rita med et smil på læben.
– Jeg har haft så meget medvind den seneste tid, og scooteren er jo med til, at jeg kommer ud og får oplevelser og ikke sidder i min lejlighed og bliver ensom. Det er også Helles fortjeneste, supplerer Rita.

Hjælp til selvhjælp
Inden en forebyggelsessamtale er det ikke aftalt på forhånd, hvad der skal tales om. Ordet er frit, men selvfølgelig har forebyggelseskonsulenten emner, som samtalen kan dreje sig om.
– Vi ved ikke på forhånd, hvad vi skal tale om, men Helle er god til at inspirere mig og guide i en god retning, så jeg selv får gjort de ting, der er nødvendige. Det kan være en snak om mulige fritidsaktiviteter eller netværk i byen eller lokalområdet, men det kan også være et tip til at få hjælp til at få skiftet en elpære i en lampe eller en snak om et lægebesøg eller trivsel og søvn, fortæller Rita.
Helle Yde Thomsens vigtigste opgave er nemlig at stille de rigtige spørgsmål, og som hun selv kalder det, så har hun fokus på sundhedspædagogik.
– For mig handler det om at støtte Rita og de andre borgere, som jeg besøger – det kan være ved at stille dem spørgsmål, så de får et skub i den rigtige retning, så de selv kommer frem til gode løsninger og får den hjælp, som de behøver, siger Helle Yde Thomsen.
– Studier viser, at de borgere, der vælger at tage imod tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg, oplever at deres forhold til kommunen er styrket, og at de efter besøget oplever, at de har en kommunal medarbejder, de kan henvende sig til. De oplever det trygt at have fået ”sat ansigt” på den forebyggende medarbejder, og at besøget giver dem et styrket fokus på deres egen helbredstilstand. Vi modtager også bekymringshenvendelser omkring borgere, hvor pårørende har brug for råd og vejledning, fortæller forebyggelseskonsulent Helle Yde Thomsen.

Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!