Dyrere varme i Aalestrup

Tæt ved 2400 forbrugere i Aalestrup, Hvam, Simested, Nørager og Rørbæk får varme fra værket i Aalestrup.

Forbrugere skal i gennemsnit af med godt 500 kroner ekstra

AALESTRUP: Det bliver lidt dyrere at holde varmen i Aalestrup i år end i fjor, i hvert fald for forbrugerne hos varmeværket.
– Efter et par år uden prisstigninger har vi desværre været nødt til at sætte prisen op for fjernvarme fra nytår, siger driftsleder Palle Pedersen.
For et såkaldt standardhus på 130 kvadratmeter betyder det rundt regnet godt og vel en 500 krone-seddel mere om året.
– Stort set alt ting er jo steget. Det gælder både rør, elektricitet, lønninger og såmænd også kaffe til kaffemaskinen, siger Palle Pedersen.
Han understreger samtidigt, at stigningen kommer fra et lavt niveau, ligesom der ikke var nogen prisstigninger fra 2023 til 2024. Med en pris for et standardhus på omkring 11.000 kroner ligger varmeværket også i den billige ende – af naboværkerne kan kun det i Aars bryste sig af (lidt) lavere priser.
Det er ikke alene indbyggere i Aalestrup, der kan glæde sig over de lave priser på varme. Selskabet hedder retteligt Aalestrup Nørager Energi a.m.b.a., i daglig tale kaldet AN Energi. Værkerne i de to byer fusionerede i 2015, siden kom Simested, Hvam og Gl. Hvam – og i oktober i fjor blev også Rørbæk sluttet til værket.
– Vi har 96 forbrugere i Rørbæk, og der er potentiale til flere, siger Palle Pedersen.
De 96 var dem, der skulle til for at gøre tilslutningen økonomisk levedygtig.
– Men det er vores erfaring, at der efterhånden kommer flere. Rørbæk har naturgas, men når et naturgasfyr går til, vil det være naturligt at skifte til fjernvarme. Andre gange sker det, når et hus bliver handlet, forklarer driftslederen.
Med de nye forbrugere i Rørbæk nærmer AN Energi sig 2400 forbrugere.

Indviklet størrelse
En varmepris kan være en indviklet størrelse. Den består grundlæggende af to dele, dels arealbidraget (også kaldet effektbidrag) og forbrugsbidraget.
Arealbidraget udgør et fast beløb, regnet ud efter husets størrelse. Og det er ikke steget.
Forbrugsbidraget dækker som navnet siger forbruget. Det er taksten for det bidrag, der er steget med cirka syv procent fra nytår.
Når AN Energi lykkes med at holde prisen i den beskedne ende, skyldes det med Palle Pedersens ord en blanding af tilfældigheder og strategi:
– Vi fyrer især med bark, og det at vælge noget miljøvenligt betyder lavere afgifter.
Barken, der til tider bliver suppleret med lidt flis og savsmuld, er hentet på lokale savværker; det er ikke langt til Rold Skov. Det betyder beskeden transport.
– Samtidigt er det CO2-neutralt. Ganske vist udleder vi CO2, når det bliver brændt af – men det svarer til den CO2, træet har optaget, mens det voksede, siger Palle Pedersen.
– Barken vil ellers være gået til spilde.
Foruden kedlerne på varmeværket på Elmegårdsvej råder AN Energi også over en solcellepark på 2,4 hektar i den vestlige udkant af Aalestrup.
2024 var ikke specielt solrigt, alligevel har den bidraget med lige under en femtedel af varmen. I år med rigeligt med solskin leverer den en fjerdedel.
– Og den har en størrelse, som umiddelbart passer.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!