MØLDRUP: Ikke færre end 30 nye boliger er på vej i Møldrup, og formentlig vil en stor del af dem være i brug, når juleklokkerne ringer i 2025.
De nye boliger omfatter både lejligheder, rækkehuse og villaer.
Både rækkehuse og villaer skyder op på Aspevej i vestkanten af byen. Her har Møldrup Ejendomsselskab dels udstykket seks grunde, dels planlagt byggeriet af 12 rækkehuse på et areal på cirka halvanden hektar.
Og interessen har været stor, fortæller Knud Ring, der for små fire år siden solgte sit firma, Himmerlands Grovvarer.
Så skulle der jo ske noget andet, og sammen med papsønnen Hans de Roos, der er tømrer, blev det altså byggeplanerne på Aspevej.
Tre af de seks byggegrunde er solgt, og Knud Ring forventer, at det første byggeri kommer i gang lige før eller lige efter jul.
-Vi havde solgt de tre grunde, næsten inden de officielt var sat til salg. Der har også været interesse for yderligere en, siger han.
De tre grunde, der endnu ikke har fundet en køber, er alle i størrelsen 1000-1100 kvadratmeter.
Rækkehuse til foråret
Byggeriet af de 12 rækkehuse begynder, når vinteren går på hæld; måske sidst i februar, måske ind i marts.
Knud Ring forventer, at de første vil stå klar omkring 1. september. Og interessen har været pæn:
-Vi har 12-13 navne i bogen, og nogle har allerede peget på en bestemt placering. Men det vil nok være et mirakel, hvis vi med 13 navne i bogen får alle 12 lejet ud, siger Knud Ring. Han føjer til:
-Vi satser på mere interesse, når folk kan se, at der begynder at ske noget.
Alle 12 huse bliver på 95 kvadratmeter i et plan, nogle to-værelses, andre tre-værelses. Grundene bliver på 350 kvadratmeter, så der også vil være plads til lidt have og måske et drivhus.
Byggeplanerne på Aspevej har været længe undervejs. I første omgang satsede Viborg Kommune på, at overfladevand kunne sive ned – men et tordenskylle viste, at det ikke duede: Vandet løb i stedet ned på nabovejen.
Så måtte kloakeringen ændres, og det har udskudt byggeriet.
Lejligheder i 2026
Mens de første af rækkehusene altså efter planen står klar i sensommeren 2025, må interesserede vente et års tid mere på nye lejligheder.
Dem vil Boligselskabet Viborg Amt bygge 12 af på hjørnet af Jernbanegade og Tværgade. Her blev et par ældre, noget slidte ejendomme revet ned i foråret.
-I stedet bygger vi 12 boliger i op til to og en halv etage på grunden. På selve hjørnet bliver det med udnyttet tagetage i mansardtag, mens resten bliver i to etager, fortæller Gunnar Grandgaard fra boligselskabet.
Byggeriet bliver sendt i udbud kort efter nytår, og hvis alt går efter planen kan byggeriet begynder i august eller september. Et års tid senere kan lejerne så flytte ind.
-Vi har allerede nogle på venteliste. Det er lokale borgere, der er interesserede. Byggeriet bliver med elevator, så det henvender sig ikke mindst til seniorer, siger Gunnar Grandgaard.
De 12 lejligheder bliver mellem 77 og 99 kvadratmeter, og huslejen vil ligge fra cirka 7200 til 8500 kroner foruden forbrug. Mange vil dog kunne få boligydelse eller boligsikring.
Byggeriet bliver boligselskabets andet i Møldrup: I forvejen har selskabet nogle rækkehuse i Vestergade.