Besøgsvennerne var samlet til 50 års jubilæum

Den store sal i kirke- og kulturcenteret i Aars var ramme om besøgstjenestens 50 års jubilæum.

Røde Kors i Aars-Aalestrup har brug for flere besøgsvenner

AARS: Der blev flaget, lykønsket, sunget, talt og råbt hurra, da Dansk Røde Kors’ besøgstjeneste i Aars og Aalestrup forleden fejrede 50 års jubilæum. Det foregik i salen i Aars Kirkes Kultur- og Sognehus, hvor knap 100 besøgsvenner og -modtagere var samlet til en hyggelig eftermiddag. Dansk Røde Kors vicepræsident, Anne Lerche Nordlund, var blandt gæsterne.

Formanden for den lokale Røde Kors-afdeling, Kurt Jensen, og mangeårig leder af besøgstjenesten i Aars-Aalestrup, Johnly Christensen, bød gæsterne velkommen.

Johnly Christensen sagde bl. a., at besøgstjenesten er til stor glæde for borgere som af en eller anden grund føler sig ensomme, eller som mangler en at dele oplevelser med.

Borgmester Per Bach Laursen lagde vejen forbi og roste besøgstjenesten for den kæmpemæssige indsats som de frivillige yder, og fordi Aars og Aalestrup har fundet sammen om det fælles tiltag.

– Vesthimmerland ville være et fattigere sted at bo uden jeres indsats, sagde borgmesteren og mindedes sin barndom, da forældrene var besøgsvenner i Løgstør. De hentede ældre medborgere på alderdomshjemmet og kørte dem en tur ud forbi den gård som de havde drevet i en årrække og derfra videre til Galleri Lien i Slettestrand, hvor alle blev trakteret med kaffe, citronvand og kransekage.

– Jeg betragter mig også som en besøgsven, når jeg som borgmester deltager i 100 års fødelsdage, diammantbrylluper osv. og lytter til de historier fra livet, der bliver fortalt, sagde Per Bach Laursen og udtrykte håb om, at de frivillige besøgsvenner vil blive ved. Der er brug for besøgsvennetjenesten, fastslog han.

Vicepræsident Anne Lerche Nordlund ridsede kort Dansk Røde Kors-historien op, og nævnte, at der i dag er 150 besøgstjenester rundt om i Danmark, bygget op over et ønske om at “hylde den menneskelige kontakt”. Hun ønskede til lykke, og der blev råbt tre gange hurra for besøgstjenesten i Aars-Aalestrup.

De første år
Et mangeårigt aktivt medlem af Dansk Røde Kors, tidligere lærer Lilli Nielsen, Aars, fortalte om de første år med afdelingen i Aars, hvor især daværende sygeplejerske Rigmor Svendsen, spillede en stor rolle. Rigmor Svendsen var energisk, også når det gjaldt samarittertjenesten og førstehjælpskurser. Lilli Nielsen fortalte muntre episoder fra en tid, hvor det kunne lade sig gøre at involvere Falck, politi, Aars Skole, doktor Zahle og telefoncentralen i Binderup, når der skulle holdes førstehjælpeøvelse.

– Skolens elever var f. eks. levende statister i et “uheld” i det berygtede Binderup-kryds. De blev sminket af fru Pallesen, og der blev anvendt teaterblod, kit og kyllingeskrog for at skaderne på de pågældende kunne se virkelige ud. Herefter skulle der ydes førstehjælp af Røde Kors-samarittere som ankom til vejkrydset – og efter en sådan øvelse var man egnet til at udføre førstehjælp i forbindelse med byfester osv., sagde Lilli Nielsen.

Niels og Rigmor Svendsen var iværksættertyper og indsamlede tøj og legesager, der blev sendt til et udenlandsk børnehospital, og det var dem der tog initiativ til åbning af Røde Kors-genbrugsbutikken i Aars. De var nogle helt utrolige mennesker, og blev en “øjenåbner” for mig, sagde Lilli Nielsen, som bagefter satte sig til klaveret og spillede til en fællessang.

Besøgsvennetjenesten i Aars-Aalestrup har i øjeblikket 32 besøgsvenner, men Johnly Christensen gjorde opmærksom på, at der er behov for flere og håber, at jubilæet har inspireret nogle frivillige til at melde sig så den akutte situation kan afhjælpes.

Del
Vil du læse mere af
Thorkil Christensen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Thorkil Christensen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!