Borgerne inddrages i processen om områdets anvendelse
AALESTRUP: I Aalestrup er man klar til en ny start på byens 10.000 kvadratmeter store “slagterigrund” mellem Busgade og Vestergade – kun et stenkast fra centrum.
Vesthimmerlands Kommune, som ejer grunden, havde forleden indbudt alle interesserede til kick-off på området forleden. 150 borgere tog imod indbydelsen, og fik lidt indsigt i områdets historie og et tilbud om at blive inddraget i, hvad der nu skal ske på arealet.
Borgmester Per Bach Laursen bød velkommen og mindedes tiden med Hjalmar Nielsen A/S, der slagtede heste og kreaturer i bygningerne på grunden fra 1910 til 2023, da virksomheden flyttede til det nyopførte slagteri ved Sdr. Ringvej i Aalestrup, og nu hedder Himmerlands Kød A/S.
– Så det er en virksomhed og et sted, der har haft stor betydning for Aalestrup gennem tiden, og hvor mange har været i arbejde. Det er en del af vores kulturarv, sagde Per Bach Laursen og rettede en tak til slagteridirektør Lars Andersen for, at virksomheden er blevet i Aalestrup. Nu skal der skabes en ny fremtid for den tidligere slagterigrund – det håber vi kan ske i en fælles proces, hvor alle interesserede kan komme til orde, sagde borgmesteren.

Direktør Lars Andersen benyttede lejligheden til at takke borgerne i Aalestrup for tålmodighed med periodiske lugtgener og løbske dyr. Han mindedes en episode med en kalv der var stukket af fra sagteriet og løb ned i byen. Her brugte kalven den lokale manufakturhandlers spritnye BMW som springbrædt for at komme videre ud i friheden. Der var også en fortælling om en kalv fra slagteriet, der pudselig dukkede op inde i møbelforretningen i Vestergade, men som i øvrigt ikke forrettede nogen skade.
Slagteriet har en lang historie fra slagter Jepsens opkøb af grunden for 800 kr. i 1910 til tiden med Hjalmar Nielsen A/S frem til 2023. Slagteriet havde da ca. ti forskellige parceller med bygninger, villaer, det tidligere posthus, et autoværksted og “Huset på Højen”.
Lars Andersen omtalte samarbejdet med kommunen som meget positivt, bl. a. fordi Himmerlands Kød i lang tid havde en aftale om salg af grunden uden der var skrevet papirer, og for velvillighed i forbindelse med opførelsen af det nye slagteri.
– Jeg er glad for, at vi har været med i dag, og jeg ønsker held og lykke med det nye projekt her på arealerne, sagde Lars Andersen.
Ceremonien foregik ved resterne af den gamle slagtehal og frysehus som er blevet fuldstændig “strippet”, så kun betonsøjler og “slagtekroge” i loftet er tilbage. Nu kalder arkitekterne det for en pergola, og udenfor blev der efterfølgende sat planter i jorden, som kan gro op af de grå betonsøjler. Lars Andersen og Per Bach Laursen svingede både skovl og rive i forbindelse med plantningen, og straks efter kom der meget passende en regnbyge.
Der blev udleveret forslag til områdefornyelse for arealerne. Det er disse forslag borgerne kan blive inddraget i processen omkring, og der var lagt lister frem, hvor interesserede kunne tilmelde sig. Det var der mange der gjorde.
Det har tidligere været nævnt, at arealet skal udbydes til opførelse af boligbyggeri og gerne med flere bygherrer, så der bliver mangfoldighed i byggeriet. Men der er mange andre forslag, som kan medvirke til at give arealerne nyt liv og knytte dem sammen med den øvrige del af byen.
Det første møde med borgerinddragelse holdes i begyndelsen af september.