10 gymnastikhold i år, og noget for alle aldersgrupper
AALESTRUP: Foreningen Aalestrup Gymnastik er klar med den nye sæsons hold, som begynder i løbet af september.
Foreningen opretter i år 10 hold, og der bliver noget for alle aldersgrupper.
Annette Hyldgaard Kristensen, Aalestrup Gymnastik, fortæller om de enkelte hold:
Leg og bevægelse: Har du barn/børn mellem 1 og 3 år, så kom og lav gymnastik sammen med dit barn en gang om ugen. Der skal tumles, leges, synges og bruges redskaber. Er mor eller far forhindret en dag, så send en af bedsteforældrene. Instruktør er Birgitte Pontoppidan.
Puslingeholdet er for børn fra 4 til 6 år, incl. 0. klasse, der er blevet store nok til at gå til gymnastik uden mor og far. Der skal arbejdes med motorik gennem leg, løb, kolbøtter m.m, og redskaberne skal frem. Grin og sved på panden er kendetegnet for timen. Holdets instruktør er Annette Hyldgaard Kristensen med hjælpetrænere.
Tumbler Kidz – er holdet for piger og drenge i 1., 2. og 3. klasse. Instruktører er Helle Nørgaard Sørensen og Martina Bisgaard Kristensen med hjælpetrænere.
Spring, akrobatik og gymnastik er overskriften for en super time med godt humør, sjov og udvikling. Børn fra SFO kan blive fulgt i hallen efter aftale.
Dans MGP er en nyhed for drenge og piger i 2. til 4. klasse. Kan du lide at danse – så kom og vær med, ha’ det sjovt og lær nogle seje dansetrin. Instruktør er Lotte Møller Sund Andersen.
Power by crossdance – én times træning med opmærksomhed på kroppens store muskelgrupper. Fokus på bodytoning, som er længere og hårdere end på crossdanceholdet. Timen består hovedsageligt af bodytoningsmoduler, men der danses også og så deltagerne får pulsen op. Balance og den gode udstrækning er også i fokus, nu musklerne er arbejdet godt igennem. Power by crossdance opbygger muskler til en almindelig sund og rask krop. Derfor bruges ikke tunge vægte, men f.eks. håndvægte 1 til1,5 kg. Instruktører er Helle Leegaard og Lone Mortensen.
Crossdance er en god blanding af cardio, bodytoning og dans. Det er en time med god musik, tempo og godt humør. Hvis du tænker, det kunne være noget for dig, så kom til en uforpligtende prøvetime og mærk stemningen. Alle kan være med. Instruktører er Helle Leegaard og Lone Mortensen.
Tirsdagspigerne ledes af Ingrid Christensen. For kvinder fra 25 år -. Kom med godt humør og vær med om du er ung eller oppe i årene. Der sættes fokus på den enkelte. Der arbejdes med hele kroppen – nakke, skuldre, ryg, mave og bækkenbund styrkes. Pulsen kommer op bl. a. med lidt step. Små bolde og elastikker indgår i undervisningen. Udstrækning og afspænding afslutter timerne. Ingen opvisning.
Torsdagspigerne er for alle ikke helt unge (55+), som skal have rørt alle kroppens muskler – også lattermusklerne. Styrketræning af især ryg, mave og bækkenbund. Bevægelsestræning for leddene, udstrækning og kondition uden hop til god musik. Ingrid Christensen er også instruktør på dette hold. Ingen opvisning.
Motionsherrerne er et humørfyldt hold, hvor fællesskabet prioriteres højt. Kroppen skal arbejdes godt igennem til inspirerende musik. Der er også styrke-, konditions- og koordinationstræning. Redskaber som elastikker, redondobolde, vandflasker, stokke og store bolde indgår i træningen. Aftenen slutter med strækøvelser og afspænding. Udover godt humør kræves ingen specielle forudsætninger. Holdet ledes af Ole Christiansen.


