Varmeværket er flyttet hjemmefra

Fredborg Byg har efter udbud fået opgaven med om- og tilbygning.

Ombygning skal give dobbelt op på pladsen

AALESTRUP: Varmeværket i Aalestrup er flyttet hjemmefra. Eller rettere: Alle otte ansatte er flyttet fra værket.
Men de er kun flyttet små 300 meter, og hen på året vender de tilbage til Elmegaardsvej. Til den tid kan de råde over 340 kvadratmeter mod hidtil 170, altså en fordobling af pladsen.
De 45 år gamle lokaler ved værket var blevet både for små og utidssvarende:
– Møderummet er for lille, og det fungerer også som mit kontor, giver varmemester Palle Pedersen som eksempel.
Også kantinen er for lille, og omklædningsfaciliteterne lever ikke op til moderne standard.
AN (det står for Aalestrup-Nørager) Energi og Aalestrup Vand, som drives i fællesskab, har otte ansatte – mod tre-fire tilbage i 1980. De leverer varme til omkring 2350 husstande og vand til cirka 1550 husstande.
– Da værket blev bygget i 1980, var der halvanden administrative medarbejdere. I dag har også håndværkerne computer og brug for en plads, siger Palle Pedersen.
Men siden 1980 er der stort ikke sket nogle ændringer i bygningen, så lokalerne trængte hårdt.
– Med om- og tilbygningen kan vi forbedre omklædnings- og velfærdsfaciliteter for medarbejderne, forbedre indeklima – sikre lyse og venlige lokaler og få bedre mødefaciliteter, summerer værkets formand Søren Hestbæk op.

Flyttede før jul
Allerede i begyndelsen af december rykkede de ansatte til lejede lokaler på Bjergegaardsvej. Det gav en stille og rolig flytning, så kontoret kunne komme godt i gang med den meget travle periode med regnskab og budget, der løber fra midt i december og et par måneder frem.
Arbejdet med om- og tilbygningen begyndte mandag 5. januar. De gamle lokaler bliver ryddet indvendigt, for rumopdelingen bliver anderledes. Også taget skal af og erstattes af et nyt for at leve op til nutidens krav om brandsikkerhed.
Udover kontorbygningen er det også planen at renovere facaden på den høje bygning med en ny beklædning i en lysegrå farve øverst og mørkegrå nederst – samme farver som på den høje akkumuleringstank.
På facaderne mod vest af de to høje haller indbygges vinduespartier, som skal være med til at give et bedre lysindfald i hallerne.
I samme omgang renoveres facader, tag og ovenlys på den store lagerhal.
Det samlede budget for om- og tilbygningen af administrationen samt renovering af beklædningen på hallerne ligger omkring 10 millioner kroner.
Men planerne stopper ikke her, fortæller Søren Hestbæk:
– I første omgang gør vi ikke noget ved tilbygningerne mod nord. Her afventer vi nogle projekter, som er i “pipelinen” de kommende år – bl.a. et nyt filteranlæg, som sandsynligvis kommer til at betyde nogle bygningsændringer på nordsiden.
– Dertil kommer at vi er i gang med at få lavet et projekt med at få forbedret tilkørsel og adgangsforhold samt et parkeringsanlæg på pladsen foran administrationen.
– Det hele skal give en mere lys og attraktiv facade mod byen, og når man kommer til varmeværket fra Elmegaardsvej, siger formanden.

Billig varme
Et kig på varmepriserne bør nok glæde forbrugerne i området: Af de 11 fjernvarmeværker i Vesthimmerlands Kommune og den nordligste del af Viborg Kommune er AN Energi det billigste.
Prisen for et standardhus var i august sat 12.049 kroner hos AN, mens tallet lå lidt over 13.000 kroner i Farsø og Aars.
I Vegger var prisen 15.672 kroner,
Hos varmeværket i Møldrup lå tallet på 18.270 kroner, mens Hvalpsund, Skals og Ulbjerg alle lå mellem 18.500 og 19.150 kroner.
Klejtrup var dyrest med 25.162 kroner, mens prisen i Gedsted lød på 19.923 kroner og Løgstør lå en anelse lavere.

Del
Vil du læse mere af
Søren Beukel Bak
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Søren Beukel Bak

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!