Søren Beukel Bak
LERKENFELDT: Egentlig havde de regnet med at friske bygningen lidt op, inden de kunne flytte ind. Tanken var at bo i den ene ende, mens den anden blev renoveret.
Men opgaven viste sig hurtigt at være af en helt anden kategori og langt mere omfattende. Så omfattende, at de et par år inde i arbejdet har en horisont på fire-fem år. Bopælen er i stedet et almindeligt hus i Svingelbjerg, få minutters kørsel væk.
Til den tid håber Signe Gruelund og Mikkel Johansen at kunne byde velkommen på et restaureret gods: Lerkenfeldt, smukt beliggende ved åen af samme navn i en af Vesthimmerlands mange smukke pletter på landkortet.
Mikkel er tiende generation Kjeldsen på Lerkenfeldt, som kom i familiens Kjeldsen eje i 1793. Han og Signe overtog det i 2019 efter hans far, H.O.A. Kjeldsen – gennem mange år dansk landbrugs førstemand og siden borgmester i Farsø Kommune.
-Vi boede dejligt i Hørsholm, og sammenlignet med nu havde vi et simpelt liv. Men der var ikke tvivl om, at vi ville tage opgaven på os, siger Signe Gruelund, mens vi sidder i det gamle hønsehus. Det fungerer nu som kontor i dagligdagen, mens hovedbygningen får, hvad man roligt kan kalde den helt store tur.
Af udhusene står ikke andet tilbage end hønsehuset og en del af laden. Dyr har der ikke været på godset i mange år, og markerne er forpagtet ud.
Til gengæld driver parret selv skovene, som der fordelt på flere parceller er godt et par hundrede hektar af. Et nyt savværk er også skudt op i synsafstand fra hovedbygningen – og herfra kommer en stor del af det træ, der skal bruges til restaureringen.
Det skal der bruges meget af. For selv om det ikke har været synligt i mere end 200 år, er næsten hele Lerkenfeldt bindingsværk. Den slags blev umoderne i 1700-tallet, da det snart 500 år gamle hus havde rundet de første 200 år, så hele huset blev skalmuret.
Måske så det bedre ud, men sundt for bygningen var det ikke. Inde bag skalmuren på sydsiden, der ligger tæt på voldgraven, gik træet stille og roligt i opløsning – og da Signe Gruelund og Mikkel tog over, viste det sig, at skalmuren var ved at løsne sig, mens den gamle mur ikke kunne holde til ret meget.
Nu skal sydmuren atter fremstå i bindingsværk, mens muren ind mod gårdspladsen fortsat vil fremstå skalmuret; den var i bedre stand.
Fire års forundersøgelser
At give sig i kast med at restaurere et næsten 500 år gammelt hus, fredet i højeste klasse, er ikke noget med at ringe til lokale håndværkere og bede dem gå i gang. Slet ikke.
-Huset har ikke været renoveret i 200 år, så det er en kulturel skattekiste. Det betyder, at Slots- og Kulturstyrelsen bestemmer næsten alt – på et tidspunkt fik vi at vide, at det eneste, vi selv må bestemme, er, hvor møblerne skal stå, forklarer Stine Gruelund.
Det er samme styrelse, der vælger de håndværkere, der må udføre arbejdet.
Dog har parret fået lov at fjerne en enkelt indvendig mur, så der bliver et godt spiserum med lysindfald fra både nord og syd.
Fra beslutningen om restaurering var taget, til vi kunne komme i gang, gik der fire år med forundersøgelser.
Alt blev undersøgt: Vægge, lofter, gulve, træværk, mursten – de er skam talt op – vinduer og så videre.
Undervejs på en lille rundvisning peger Signe Gruelund på et vindue, der er taget ud:
-Det er fra 1680’erne og har siddet i det, vi kalder Folkefløjen, den vestlige fløj. Det bliver model for alle de nye vinduer, der skal fremstilles.
Kostbare krav kvæler
De årelange undersøgelser skal parret selv betale. Det samlede tilskud fra staten løber op i tre millioner kroner, men alene undersøgelserne har kostet mere.
Hele regningern anslår Signe Gruelund til omkring 65 millioner kroner. Som udgangspunkt skal de selv betale det hele (minus de tre millioner kroner):
-Med alle de krav, der bliver stillet, koster det mindst det dobbelte af, hvad det ellers kunne gøres for. På den måde kan man kvæle fredede bygninger, for hvis vi giver op, så vil Lerkenfeldt forfalde.
Alt koster. Eksempelvis skal huset have en ny varmekilde – efter planen et flisfyr – men det kræver rør gravet ned under gårdspladsen. Den er også fredet, så det skal igen godkendes i detaljer.
For at skaffe de mange millioner arbejder parret med fundraising på mange områder, blandt andet ved at søge fonde.
Det har giver en del frustrerende afslag, når et nej begrundes me “udkantsdanmark” eller at fredede huse “ikke er in”.
Noget lykkes dog: Fornylig gav de lokale LAG-midler 100.000 kroner til vinduer. Det hjælper også lidt, at parret har fået lov selv at fremstille træer til restaureringen på eget savværk – men vejen til de 65 millioner kroner er stadig lang.
Et levende hus
-Nogle fredede herregårde bliver købt af rigmænd, der selv har midlerne til at restaurere og holde vedlige. Men så bliver de næppe åbne for offentligheden – og vi vil åbne Lerkenfeldt, understreger Signe Gruelund, der har mange ideer:
-Det skal være et levende hus, som vi vil åbne for gæster og arrangementer. Vi vil skabe et oplevelsesmiljø.Vi mener, at forvandlingen til et kulturhus med levende arrangementer i Lerkenfeldts historiske og idylliske rammer vil have stor betydning for Vesthimmerland som turistmål.
Lerkenfeldt Å løber rundt om parkenk, og drømmen er bl.a., at man kan komme sejlende med kano eller kajak, og holde pause og nyde parken og frokost i Folkefløjen, se en udstilling og høre lidt jazz . En oase for alle, der søger oplevelser af natur, kunst og kulturarv i en kombination af gamle traditioner og moderne løsninger, forklarer hun.
Ikke mindst Svinkløv Badehotel tjener som inspiration. For mange gæster er det blevet en tradition at besøge hotellet, der også ligger lidt fra alfarvej, men har skabt et navn, der er kendt vidt omkring.
Den hvide dame
Et gods fra 1500-tallet bør have et spøgelse eller en hvid dame.
Sådan en huser Lerkenfeldt også:
-Hun var gift med Jørgen Lykke, der byggede godset. Da de skulle skilles, ville han ikke betale medgiften tilbage til pigens forældre, og derfor valgte han at mure hende levende inde i kælderen. For mange år siden var Nationalmuseet faktisk på besøg for at undersøge, om historien var sand, ved at nedlægge væggen i kælderen, men de bestemte sig for, at det var synd at ødelægge historien. Så det er aldrig blevet tjekket, fortæller Signe Gruelund
Så måske er hun der endnu.
