VESTERBØLLE: For 20. gang inviterer Vesterbølle til Levende Landsby. Det sker i weekenden 2. og 3. august. Her kan man møde beboere og frivillige i datidens dragter i rollen som fæstebønder, håndværkere, kuske eller skolelærer, vaskekone og postbud.
Publikum bliver sendt flere generationer tilbage i tiden på hovedgaden Tolshøj i Vesterbølle, hvor kun gående og hestekøretøjer har adgang mens arrangementet står på.
Ved samtlige huse er der opsat et historisk skilt, der fortæller om hvem der har boet der gennem årene.
I Egnssamlingen i laden på Tolshøj 13 er der en gammeldags købmandsbutik med varer fra en svunden tid, en stor udstilling med Madam Blå, en legetøjsafdeling, en radio/tv udstilling og udstilling af gamle symaskiner og mange andre kulturhistoriske genstande.
På Hougaarden er der liv i stuehuset. Der arbejdes ved den store væv i stuen, der spindes på rok, der brikvæves, børnene kan se hvordan man knipler og syr på symaskine. Det er også her slægtsforskeren sidder og hjælper med at finde frem til slægtninge. På gårdspladsen er kvinder i gang med storvask med vaskebræt og tørresnor. Og det er tilladt at give en hånd med, hvis man får lyst det.
I laden og stalden på Hougaarden er der udstilling af gamle landbrugsredskaber. Man kan se hvordan karlen boede i et lille kammer ved hestestalden.
Handel i laden
Som noget nyt er der i år også udstillere i laden, hvor der kan gøres en god handel.
I en nyopført udstillingshal i gammel stil kan man se foreningens flotte hestekøretøjer, og det er muligt at få en gratis tur i hestevogn.
I smedjen kan man få en fornemmelse af arbejdet i gamle dage. Det samme er tilfældet i tømrerværkstedet.
Begge dage er der guidede ture i hestevogn til det fredede område Holmen.
Der er også mulighed for en tur med traktor og vogn til det økologiske gartneri Drivhuset. På toppen ved vandværket er der en fantastisk udsigt til Limfjorden.
Man kan også opleve den gamle skole, hvor eleverne undervises af den stramtandede lærerinde. Der synges morgensang til akkompagnement af det gamle trampeorgel. Der bruges tavler, skrives skråskrift og måske kommer spanskrøret i brug.
Igen i år vil Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen åbne høstdagene på Hougaarden. Borgmesteren, der er landbrugsuddannet, vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde som i gamle dage. Her vil høsten blive overvåget af herremanden og ridefogeden, der svinger pisken over fæstebønderne.
I marken kan publikum følge de muntre scener der udspiller sig når f. eks. den fordrukne bonde kommer på træhesten. Bondens kone, der skal føde midt i høsten, bliver kørt til Hougaarden for at føde barnet.
I år bliver der også en stor udstilling med veterantraktorer ved Levende Landsby i Vesterbølle.
Levende landsby holdes for 20. gang i Vesterbølle


